en Time bleven jagede af en Svensk Kaper. Denne søgte at afskære os Passagen, men havde dog ei rigtig Mod til at angribe os, i det han saae vor stærke Besætning, der maaskee kunde være ham overlegen. Imidlertid bleve vi utaalmodige over dette lange Følgeskab, og Skipperen gav Ordre til at tage Finkenætterne ned og lægge Aarene ud. For at give Mandskabet Kraft, lod jeg en medbragt Brændeviins-Bimpel gaae rundt, og efterat de havde faaet denne Hjertestyrkning, lagde de Aarene ud, 8 eller 10 paa hver Side og raabte: „Hurra! Hurra!, Gutter, drag paa“. Og nu begyndte vor Forfølger lidt efter lidt at sakke af, hvorpaa vort Mandskab sagde ham far vel! paa en temmelig hoverende, men mindre høflig Maade.
Den 16de stillede Vinden af, og vi maatte lavere langs Jyllands Nord-Vestkyst, saasom den øvrige farligste Deel af Overreisen, hvor vi kunde vente at træsfe flere og mægtigere Krydsere, maatte tilbagelægges med gunstig Vind og om Natten. Kl. 5 om Eftermiddagen blæste en rask Vind op af Nordvest, hvorpaa vi efter holdt Skibsraad i Guds Navn begave os paa Veien. Kl. 3 om Morgenen den 17de saae vi allerede det høie Land af Norge, og jeg sagde til Skipperen, at denne Reise var gaaet langt heldigere, end jeg havde ventet. Han svarede: „vi ere endnu i 7 Miles Afstand, og Enden er ikke endda“. Ester en Times Forløb opdagede en af Matroserne en Seiler i Nordvest. En god Haandkikkert, som jeg for dette Tilfælde havde medbragt, blev rettet mod Skibet, og Matrosen erklærede det for en Fregat. En af Folkene foreslog, at vi skulde stryge Seilene, saa kunde han maaskee ikke see os; men Skipperen indvendte, at han laa høiere og havde gode Kikkerter, saa han upaatvivlelig længe havde seet os; vi maatte ligesaagodt fortsætte vor Cours. Der ventileredes nu om det var en Engelskmand eller en Svensk; i første Tilfælde meente man der var mindre at frygte; han vilde nok lade os løbe. Noget senere opdagedes to Brigger længere vester ud langs Kysten, hvilke ogsaa gik øster over. Fregatten gik roligt langs Kysten, og maatte nødvendigt overskære vor Cours; men saalænge han ikke satte flere Seil til, troede Mandskabet, at han ikke brød sig om os. Efter nogle Timers Forløb raabte en af Mandskabet: „nu heiser han Læseilene op., nu bliver det Alvor“. Vi fortsatte imidlertid vor Cours uforandret; men
