Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
67

en Time bleven jagede af en Svenſk Kaper. Denne ſøgte at afſkære os Pasſagen, men havde dog ei rigtig Mod til at angribe os, i det han ſaae vor ſtærke Beſætning, der maaſkee kunde være ham overlegen. Imidlertid bleve vi utaalmodige over dette lange Følgeſkab, og Skipperen gav Ordre til at tage Finkenætterne ned og lægge Aarene ud. For at give Mandſkabet Kraft, lod jeg en medbragt Brændeviins-Bimpel gaae rundt, og efterat de havde faaet denne Hjerteſtyrkning, lagde de Aarene ud, 8 eller 10 paa hver Side og raabte: „Hurra! Hurra!, Gutter, drag paa“. Og nu begyndte vor Forfølger lidt efter lidt at ſakke af, hvorpaa vort Mandſkab ſagde ham far vel! paa en temmelig hoverende, men mindre høflig Maade.

Den 16de ſtillede Vinden af, og vi maatte lavere langs Jyllands Nord-Veſtkyſt, ſaaſom den øvrige farligſte Deel af Overreiſen, hvor vi kunde vente at træſfe flere og mægtigere Krydſere, maatte tilbagelægges med gunſtig Vind og om Natten. Kl. 5 om Eftermiddagen blæſte en raſk Vind op af Nordveſt, hvorpaa vi efter holdt Skibsraad i Guds Navn begave os paa Veien. Kl. 3 om Morgenen den 17de ſaae vi allerede det høie Land af Norge, og jeg ſagde til Skipperen, at denne Reiſe var gaaet langt heldigere, end jeg havde ventet. Han ſvarede: „vi ere endnu i 7 Miles Afſtand, og Enden er ikke endda“. Eſter en Times Forløb opdagede en af Matroſerne en Seiler i Nordveſt. En god Haandkikkert, ſom jeg for dette Tilfælde havde medbragt, blev rettet mod Skibet, og Matroſen erklærede det for en Fregat. En af Folkene foreſlog, at vi ſkulde ſtryge Seilene, ſaa kunde han maaſkee ikke ſee os; men Skipperen indvendte, at han laa høiere og havde gode Kikkerter, ſaa han upaatvivlelig længe havde ſeet os; vi maatte ligeſaagodt fortſætte vor Cours. Der ventileredes nu om det var en Engelſkmand eller en Svenſk; i førſte Tilfælde meente man der var mindre at frygte; han vilde nok lade os løbe. Noget ſenere opdagedes to Brigger længere veſter ud langs Kyſten, hvilke ogſaa gik øſter over. Fregatten gik roligt langs Kyſten, og maatte nødvendigt overſkære vor Cours; men ſaalænge han ikke ſatte flere Seil til, troede Mandſkabet, at han ikke brød ſig om os. Efter nogle Timers Forløb raabte en af Mandſkabet: „nu heiſer han Læſeilene op., nu bliver det Alvor“. Vi fortſatte imidlertid vor Cours uforandret; men