vestre Side af Bondesund lige ud for Hestvigen. Jeg steg i Land paa Fastlandet, noget nordenfor Rauholens Saug, paa en liden Fjeldknabbe ved Fjeldets Fod, der netop var stor nok til at give Plads for mig og Instrumentet, og maalte 11 Solhøider, hvorved dette Puncts Bredde fandtes = 60°7ʹ15ʺ.
Lidet sydligere seer man mod Sydost, i en Bugt imellem nøgne Fjeld, et lidet Glimt af Baroniet Rosendals Hovedgaard. Omgivet paa de tre Kanter af høie nøgne Fjelde, paa Østsiden af Folgefonden, paa Vestsiden (som vender ud ad imod Hardanger-Fjorden) skjult af tre Øer, kan man ei tænke sig nogen mere passende Retraite for en med Regjerings-Forandringen 1660 misfornøiet dansk Adelsmand, der vilde tilbringe sine Dage i Eensomhed, og ved det traurige Indtryk af de daglige Omgivelser vedligeholde den Bitterhed, som han i denne Afkrog uhindret kunde yttre[1]. Paa den Tid nemlig, da den hele gamle danske Adel ved Souveranitetens Indførelse syntes at have tabt sin Frihed, flyttede Ludvig Rosenkrands hertil fra Danmark, og beboede paa dette Sted den adelige Sædegaard Hatteberg (saa hedte den før Baroniets Oprettelse). Over Bygningens Port satte han paa en hvid Steen følgende kraftfulde Indskrift, som man anseer for et Udtryk af hiin Bitterhed: Melius est mori in libertate, quam in servitute vivere (bedre at dø i Frihed, end leve i Trældom). Han ansaae altsaa selv Livet i denne Eensomhed som en Slags Død! Hr. Justitiarius Berg, Budstikkens Redactør, har hertil føiet følgende Bemærkninger: „Dog opholdt han sig ikke blot her i Ensomhed; thi han forestod offentlige Embeder, og var en Tid General-Krigskommissair og siden Amtmand i Stavanger og derefter i Lister og Mandals Amt, og var den første Stiftamtmand i Christiansand, da Stifsdirectionens Sæde blev flyttet derhen fra Stavanger, ligesom han og var Ridder (Storkors) af Dannebrogen; Anledningen til at han kom hertil, var hans Giftermaal med Karen Moath, en Datter af den rige Axel Moath eller Mouatt, som boede paa Sædegaarden Hovland, paa Østsiden af Tysnæs-Øen eller den gamle Jarlsø i Søndhordlehn, hvorved han fik en stor Mængde
- ↑ Procul a Joye, procul a fulmine.
