Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
52

ſagde den Gamle, „ſaa kan Du tage min; den ſkal ei koſte Dig noget“. Hvad Orten angaaer, ſagde jeg, ſaa kan den anden Baads Eier gjerne beholde den; men den Gamle erklærede, at han intet ſkulde have. „Vil Du“, tilføiede han, „give ham 8 Skilling, ſaa ſkal han dermed lade ſig nøie; ſig ham det fra mig“. Et Par andre Karle tilbøde ſig at følge med for at asſiſtere ved Seiladſen; jeg ſvarede dem, at jeg nu allerede havde ſluttet Accorden med mine to gamle Venner. „Vi forlange Intet derfor“, ſagde de, „det er ſmukt Veir og vi høre i Morgen Prædiken i Ullensvang“.

Samtalen kom nu paa den lange Tørke, ſom havde opbrændt alt Korn næſten i hele Bergens Stift. Den Gamle (ſom var den ſamme Præſtens Medhjælper Conrad Lægereid, jeg Natten tilforn ſkulde have logeret hos) ſpurgte, om vi paa Øſtlandet ogſaa havde lidt ſaa megen Skade paa Ageren af Tørke. Jeg ſvarede, at vi ſnarere havde havt for meget end for lidet Regn. „Gud ſkee Lov!“ udbrød han og flere andre, „at der dog er Nogen, der har det Godt; ſaa lider dog ikke det hele Land; En ſkal Ulykken træſfe“. Derpaa kom Talen paa Storthinget og Kongen. Jeg vidſte kun ſaare ufuldſtændigt at tilfredsſtille deres Videlyſt; men kunde ikke andet, end med inderlig Rørelſe betragte den dybe Ærbødighed og hjertelige Hengivenhed for Landets Regent, ſom her ſaa lydelig yttrede ſig. Jeg gjenkjendte heri Stockfleths ſkjønne Skildring i Heimatkomſten[1], ſom aldeles er tegnet efter Naturen. Conrads hele Væſen, det Ydre ſaavelſom det Indre, den rolige Bevidſthed af egen Kraft og Aandsgaver, modereret ved en elſkværdig Beſkedenhed, imponerede mig. Jeg undſaae mig for at ſidde, medens denne værdige Olding ſtod foran mig, og var ifærd med at reiſe mig; men ligeſom om han havde bemærket min Tvivlraadighed, tog han en Stol og ſatte ſig ved min Side.

Vi Kjøbſtædboere troe os ſædvanlig beføiede til at hæve os over Landmanden. Hvorpaa grunder ſig denne Indbildning? Vi have fra Barns Been lært Ord og Tegn for en Mængde Begreber og Fø-

  1. Dette ſkjønne Stykke findes i det norſke periodiſke Skrift Hermoders 4de Bind (Chriſtiania 1798) No. 12 Side 30 ff. og deraf i Dr. Hallagers norſke Ordſamling (Kbhavn. 1802) S. 167 ff. Berg.