Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
52

sagde den Gamle, „saa kan Du tage min; den skal ei koste Dig noget“. Hvad Orten angaaer, sagde jeg, saa kan den anden Baads Eier gjerne beholde den; men den Gamle erklærede, at han intet skulde have. „Vil Du“, tilføiede han, „give ham 8 Skilling, saa skal han dermed lade sig nøie; sig ham det fra mig“. Et Par andre Karle tilbøde sig at følge med for at assistere ved Seiladsen; jeg svarede dem, at jeg nu allerede havde sluttet Accorden med mine to gamle Venner. „Vi forlange Intet derfor“, sagde de, „det er smukt Veir og vi høre i Morgen Prædiken i Ullensvang“.

Samtalen kom nu paa den lange Tørke, som havde opbrændt alt Korn næsten i hele Bergens Stift. Den Gamle (som var den samme Præstens Medhjælper Conrad Lægereid, jeg Natten tilforn skulde have logeret hos) spurgte, om vi paa Østlandet ogsaa havde lidt saa megen Skade paa Ageren af Tørke. Jeg svarede, at vi snarere havde havt for meget end for lidet Regn. „Gud skee Lov!“ udbrød han og flere andre, „at der dog er Nogen, der har det Godt; saa lider dog ikke det hele Land; En skal Ulykken træsfe“. Derpaa kom Talen paa Storthinget og Kongen. Jeg vidste kun saare ufuldstændigt at tilfredsstille deres Videlyst; men kunde ikke andet, end med inderlig Rørelse betragte den dybe Ærbødighed og hjertelige Hengivenhed for Landets Regent, som her saa lydelig yttrede sig. Jeg gjenkjendte heri Stockfleths skjønne Skildring i Heimatkomsten[1], som aldeles er tegnet efter Naturen. Conrads hele Væsen, det Ydre saavelsom det Indre, den rolige Bevidsthed af egen Kraft og Aandsgaver, modereret ved en elskværdig Beskedenhed, imponerede mig. Jeg undsaae mig for at sidde, medens denne værdige Olding stod foran mig, og var ifærd med at reise mig; men ligesom om han havde bemærket min Tvivlraadighed, tog han en Stol og satte sig ved min Side.

Vi Kjøbstædboere troe os sædvanlig beføiede til at hæve os over Landmanden. Hvorpaa grunder sig denne Indbildning? Vi have fra Barns Been lært Ord og Tegn for en Mængde Begreber og Fø-

  1. Dette skjønne Stykke findes i det norske periodiske Skrift Hermoders 4de Bind (Christiania 1798) No. 12 Side 30 ff. og deraf i Dr. Hallagers norske Ordsamling (Kbhavn. 1802) S. 167 ff. Berg.