Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
51

I hvor faſt jeg ved Samtalens Begyndelſe var i min Beſlutning, og hvor klart jeg indſaae Daarligheden af at rokke den, ſaa blev dog Enden, at jeg ſagde Ja. De to ærlige Gutter viſte ſaadan Lyſt til at følge med; de havde den foregaaende Dag ſaa troligen trællet, og med ſaa megen jovialſk Munterhed og Forſtandighed bidraget til at more mig, ja til at gjøre denne Dag til en af de interesſanteſte paa den hele Reiſe, at jeg ei kunde ſkille mig fra dem. De 24 Skilling bleve altſaa Maurſetteren overantvordede, og han gallopperede afſted efter Baaden.

Imidlertid var Huſets Eier kommen hjem fra Bergen; flere Almuesmænd ſamlede ſig i Stuen. Maurſetteren traadte ind; og fremſtillede mig for den i en Halvkreds om mig forſamlede Mængde omtrent paa følgende Maade: „det er Almanak-Meſteren fra Chriſtiania; hans Navn er Chriſtopher. I Gaar gik han med os til Vøringsfosſen og var raſk til at gaae i Fjeldet; han var ei bange for at gaae derhen med os fremmede Menneſker, uagtet det ingen Sag havde været for os to at kaſte ſaa liden en Karl ned i Fosſen og tage fra ham, hvad han havde; men han kunde nok ſkjønne, at vi vare brave Folk“. Man kan tænke ſig, hvor meget den ſidſte Bemærkning ſlog mig; de havde altſaa tydelig gjennemſkuet vores Situation. Ligeſom min Tiltro havde ſmigret dem, ſaa bidrog deres herved røbede Retſindighed og naturlige Skarpſindighed ikke lidet til at binde mig end mere til dem.

En ſtor bredſkuldret og velvoxen gammelagtig Mand, med et kraftigt, forſtandigt og godmodigt Anſigt og lyſebrunt krøllet Haar[1], traadte frem blandt Mængden og ſagde, at da Hændelſen ſjelden førte ſaadanne brave Folk til deres Bygd, ſaa ſkulde man behandle dem ſaaledes, at man ei havde Skam deraf; det var uforſvarligt at give ſig med den Fremmede ud paa ſaa lang en Fart med ſaa liden en Baad. Maurſetteren, ſom ved denne Erklæring blev lidt forlegen, ſagde, at han ingen anden Baad havde kunnet faae, og at han allerede havde betalt en Ort for den. „Kan Du ingen anden faae“,

  1. Hans Dragt var næſten aldeles ſom en Sjællandſk Bondes, nemlig rød Trøie og gule Skindbuxer; men Figuren mere kjæmpemæsſig og rankere.