Hopp til innhold

Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/79

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
51

I hvor fast jeg ved Samtalens Begyndelse var i min Beslutning, og hvor klart jeg indsaae Daarligheden af at rokke den, saa blev dog Enden, at jeg sagde Ja. De to ærlige Gutter viste saadan Lyst til at følge med; de havde den foregaaende Dag saa troligen trællet, og med saa megen jovialsk Munterhed og Forstandighed bidraget til at more mig, ja til at gjøre denne Dag til en af de interessanteste paa den hele Reise, at jeg ei kunde skille mig fra dem. De 24 Skilling bleve altsaa Maursetteren overantvordede, og han gallopperede afsted efter Baaden.

Imidlertid var Husets Eier kommen hjem fra Bergen; flere Almuesmænd samlede sig i Stuen. Maursetteren traadte ind; og fremstillede mig for den i en Halvkreds om mig forsamlede Mængde omtrent paa følgende Maade: „det er Almanak-Mesteren fra Christiania; hans Navn er Christopher. I Gaar gik han med os til Vøringsfossen og var rask til at gaae i Fjeldet; han var ei bange for at gaae derhen med os fremmede Mennesker, uagtet det ingen Sag havde været for os to at kaste saa liden en Karl ned i Fossen og tage fra ham, hvad han havde; men han kunde nok skjønne, at vi vare brave Folk“. Man kan tænke sig, hvor meget den sidste Bemærkning slog mig; de havde altsaa tydelig gjennemskuet vores Situation. Ligesom min Tiltro havde smigret dem, saa bidrog deres herved røbede Retsindighed og naturlige Skarpsindighed ikke lidet til at binde mig end mere til dem.

En stor bredskuldret og velvoxen gammelagtig Mand, med et kraftigt, forstandigt og godmodigt Ansigt og lysebrunt krøllet Haar[1], traadte frem blandt Mængden og sagde, at da Hændelsen sjelden førte saadanne brave Folk til deres Bygd, saa skulde man behandle dem saaledes, at man ei havde Skam deraf; det var uforsvarligt at give sig med den Fremmede ud paa saa lang en Fart med saa liden en Baad. Maursetteren, som ved denne Erklæring blev lidt forlegen, sagde, at han ingen anden Baad havde kunnet faae, og at han allerede havde betalt en Ort for den. „Kan Du ingen anden faae“,

  1. Hans Dragt var næsten aldeles som en Sjællandsk Bondes, nemlig rød Trøie og gule Skindbuxer; men Figuren mere kjæmpemæssig og rankere.