vi en svag og fjern Stemme raabe: „hvo banker saa sildig?“ Da der efter nogen Venten ei endnu blev oplukket, blev den forrige Storm igjentaget, og nu saae vi et Hoved udstikkes igjennem en sønderslagen Vinduesrude i et Qvistkammer, og det forrige Spørgsmaal blev gjentaget. Endelig gik Døren op; en sygelig Dreng, der var det eneste levende Væsen i hele Huset (saasom Eieren var reist til Bergen for at gjøre Indkjøb), førte os ind i de tomme Stuer, og skaffede os med Vanskelighed Natteleie.
Om Morgenen den 7de Juli indtraadte mine to Reisekammerater, og erklærede, at saasom vi nu havde deelt Godt og Ondt sammen den forrige Dag, og været gjensidig tilfreds med hinanden, saa vilde de, ifald de kunde gjøre mig en Tjeneste dermed, fremdeles ledsage mig til Ullensvang. De havde Løfte om en Baad, som de kunde faae leiet for en Ort. Paa forrige Dags Tour havde de foraccorderet sig; Gangen til Vøringsfossen regnede de ikke paa, thi den havde de havt ligesaamegen Fornøielse af som jeg; men deres Mening havde egentlig blot været at bringe mig til den lille Sø i det Indre af Eidsfjord, og derfra samme Nat vende tilbage. Nu vilde mere end to Dage gaae bort, inden de kunde komme hjem. Jeg kunde, for at erstatte dem for den møisommelige Gaarsdag, betale dem lidt rundeligen for Reisen til Ullensvang. „Dog“, tilføiede Maursetteren flere Gange, „Du maae gjøre som Du selv vil; for Resten staae vi ved vores Accord, og ere tilfreds med vores Rigsdaler“[1]. Jeg takkede dem for dette venskabelige Tilbud; men erklærede aabenhjertigt, at jeg var bange for at give mig ud paa en 4 Miles Fart, paa den snævre, af høie lodrette Fjelde indesluttede, Fjord, hvor Kastevinde ere saa hyppige, med Folk, som ei vare søvante; de havde selv i Gaar seet, at jeg forstod bedre at føre Aaren, end nogen af dem. De tilstode det sidste, men stolede paa deres stærke Arme, og lovede at lægge desto flere Kræfter til, for at erstatte, hvad de manglede i Øvelse.
- ↑ Allerede den foregaaende Eftermiddag hørte jeg ham give en hjemreisende Nabo Budskab til sin Hustru, at, om han ei kom hjem paa den bestemte Tid, skulde hun ei blive urolig, da det var muligt, han fulgte den Reisende længer, end efter den første Bestemmelse.
