Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50

vi en ſvag og fjern Stemme raabe: „hvo banker ſaa ſildig?“ Da der efter nogen Venten ei endnu blev oplukket, blev den forrige Storm igjentaget, og nu ſaae vi et Hoved udſtikkes igjennem en ſønderſlagen Vinduesrude i et Qviſtkammer, og det forrige Spørgsmaal blev gjentaget. Endelig gik Døren op; en ſygelig Dreng, der var det eneſte levende Væſen i hele Huſet (ſaaſom Eieren var reiſt til Bergen for at gjøre Indkjøb), førte os ind i de tomme Stuer, og ſkaffede os med Vanſkelighed Natteleie.

Om Morgenen den 7de Juli indtraadte mine to Reiſekammerater, og erklærede, at ſaaſom vi nu havde deelt Godt og Ondt ſammen den forrige Dag, og været gjenſidig tilfreds med hinanden, ſaa vilde de, ifald de kunde gjøre mig en Tjeneſte dermed, fremdeles ledſage mig til Ullensvang. De havde Løfte om en Baad, ſom de kunde faae leiet for en Ort. Paa forrige Dags Tour havde de foraccorderet ſig; Gangen til Vøringsfosſen regnede de ikke paa, thi den havde de havt ligeſaamegen Fornøielſe af ſom jeg; men deres Mening havde egentlig blot været at bringe mig til den lille Sø i det Indre af Eidsfjord, og derfra ſamme Nat vende tilbage. Nu vilde mere end to Dage gaae bort, inden de kunde komme hjem. Jeg kunde, for at erſtatte dem for den møiſommelige Gaarsdag, betale dem lidt rundeligen for Reiſen til Ullensvang. „Dog“, tilføiede Maurſetteren flere Gange, „Du maae gjøre ſom Du ſelv vil; for Reſten ſtaae vi ved vores Accord, og ere tilfreds med vores Rigsdaler“[1]. Jeg takkede dem for dette venſkabelige Tilbud; men erklærede aabenhjertigt, at jeg var bange for at give mig ud paa en 4 Miles Fart, paa den ſnævre, af høie lodrette Fjelde indeſluttede, Fjord, hvor Kaſtevinde ere ſaa hyppige, med Folk, ſom ei vare ſøvante; de havde ſelv i Gaar ſeet, at jeg forſtod bedre at føre Aaren, end nogen af dem. De tilſtode det ſidſte, men ſtolede paa deres ſtærke Arme, og lovede at lægge deſto flere Kræfter til, for at erſtatte, hvad de manglede i Øvelſe.

  1. Allerede den foregaaende Eftermiddag hørte jeg ham give en hjemreiſende Nabo Budſkab til ſin Huſtru, at, om han ei kom hjem paa den beſtemte Tid, ſkulde hun ei blive urolig, da det var muligt, han fulgte den Reiſende længer, end efter den førſte Beſtemmelſe.