Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
49


Denne øverſte Deel af Eidsfjord er afſkaaren fra den nederſte ved en Sø af 14 Mils Længde, der aldeles udfylder Dalen fra det ene Fjeld til det andet. Man kan altſaa ikke komme ud af Eidfjord, uden førſt at roe over denne Indſø. Mine 2 Ledſagere laante en Baad hos En, et Par Aarer hos en Anden, et halvt Øſekar hos en Tredie og et Vandſpand hos en Fjerde. Uden det ſidſtes Hjelp vare vi ei komne levende frem; thi Baaden, der laae paa Land, var af Solvarmen bleven ſaa læk, at vi ei før havde ſkudt den ud, førend den var halv fyldt med Vand endog inden vi ſatte Fod i den. Mine Bønder ſparede ikke ſine Kræfter; men Fjeldbonden er paa Søen ligeſaalidet i ſit Element, ſom en Sømand, der er kommen til Heſt. Imod ſin Villie krydſede de fra den ene Side af Søen til den modſatte. Imidlertid øſte jeg med Spanden ſaa fort, ſom det lod ſig gjøre; ved hvert Tag fik jeg Spanden mere end halv fuld, og kunde paa denne Maade netop bringe Vandet til lidet at ſynke; hvilede jeg blot 12 Minut, ſaa ſteeg det langt op paa Benene. Langs med Kjølen ſtod et peblende Kildevæld ligeſom et Springvand. Jeg beordrede dem at holde nær til den ſydlige Klippe; men kuns lidet havde det nyttet, ifald Baaden havde truet med at ſynke; thi vi vilde paa den steile og glatte Klippevæg neppe fundet et Fodfæſte, hvorpaa vi kunde have reddet os. Svedende og meer udmattet end mine Rorskarle kom jeg, efter en Times Arbeide, endelig til Enden af Søen. Herifra havde vi endnu en ſtærk halv Miil til den nederſte, mere bebyggede, Deel af Eidsfjord, hvor Kirken ligger. Efter en beſværlig Vandring ankom vi her henimod Midnat. Mine Ledſagere fortalte, at her var et Gjeſtgiveri; men ſaaſom dette nylig var kjøbt af en Bonde, der ei endnu havde arrangeret ſig, ſaa var der intet at faae, neppe engang Natteqvarteer. De vilde derfor bringe mig til Preſtens Medhjælper Conrad Lægereid, hvilken de roſte ſom en agtværdig og gjeſtfri Mand, hos hvem Preſten pleiede at logere. Ulykkeligviis var Manden fraværende, og vi maatte altſaa vandre til Gjæſtgiveren. Her, ſagde de, var det nødvendigt at tage afſted, ſom om man vilde rive hele Huſet ned, ifald man ſkulde bringe dem til at lukke op. De afbrækkede derfor en Gjærdeſtav, og bearbeidede Døren dermed en lang Tid ſaaledes, at det gjenlød i Fjeldene. Efter en liden Pauſe hørte

Hanſteens Reiſeerindringer.