Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48

lange Tørke var Græsſet ganſke afbrændt, kuns langs med den venſtre Fjeldvæg havde Fjeldets Fugtighed i nogle Alnes Bredde vedligeholdt dets grønne Farve. Dalbunden er, ſom man let kan tænke ſig, overſællet med Stene; forat ſkaffe ſig af med disſe, har man ſtablet dem op i lange, tildeels unødvendige Gjærder, der paa ſine Steder have Udſeende af ſmaa Fæſtningsverker.

Noget efter at man er ſluppen ud af denne Dal, kommer man paa en ſtærk heldende Bjergflade, og fra denne, efter nogen Nedſtigen, ganſke uventet paa Skraaningen af et temmelig høit Fjeld, fra hvilket man lavt under ſine Fødder ſeer ned i en temmelig bebygget og videre Dal. Det er den øverſte Deel af Eidfjord eller Eidsfjord[1]. Jeg mindedes her om Krogkleven, ſkjønt hverken Overraſkelſen er ſaa pludſelig, ei heller det underliggende Landſkab ſaa yndigt ſom Ringerige. Dette er ſaaledes det fjerde ſtore Trappetrin, man ſtiger ned fra Hardanger-Fjeldet mod Havet; nemlig det førſte fra Fjeldets høieſte Punct nær Holmekjærnlægret til Fjeldſtølen, det andet herifra til Maurſet, det tredie ned ad Trappen i Maabbe-Dalen, og endelig det fjerde ned i Eidfjord. Her ſaa jeg et mig ganſke uvant Syn. Alt Græs var ved den lange Tørke ſaa aldeles afbrændt, at det var guult ſom Halm; paa mange Steder var det endog ganſke gaaet bort i Støv, ſaa at den ſorte Jord ſtak frem, og Jorden var ſaa tør ſom et Pulver, og ſtøvede under Fødderne. Man kan neppe tænke ſig et ſaadant ſtraagult Landſkab, naar man ei har ſeet det. Midt paa disſe gule Skraaninger viſte ſig hiſt og her nogle ſmaa ſtærkt grønne Agre, og disſe tilligemed adſkillige Løvbuſke gave Egnen et beſynderligt broget Udſeende. At Græsſet brænder af for dem, ere Bønderne her ſaa vante til, at de ei engang beklagede ſig derover. Kornet vide de at redde ved en kunſtig Vanding. Fra Fjeldet ledes Vand i Trærender ned til Grøfter, der gjennemſkjære Agrene, og fra disſe Grøfter ſtænkes det med en langagtig Sløv ud til alle Sider over Kornet. Den ſamme Skik bruges ogſaa i Ullensvang og paa flere Steder i Bergens Stift, ligeſom den og er brugelig paa ſine Steder i Gudbrandsdalen.

  1. Bønderne her udtale det nu Øifjord, fordum hedte det efter Milsovii Presbyterologia Vos-Hard. p. 62 Eidafyrdi.