lange Tørke var Græsset ganske afbrændt, kuns langs med den venstre Fjeldvæg havde Fjeldets Fugtighed i nogle Alnes Bredde vedligeholdt dets grønne Farve. Dalbunden er, som man let kan tænke sig, oversællet med Stene; forat skaffe sig af med disse, har man stablet dem op i lange, tildeels unødvendige Gjærder, der paa sine Steder have Udseende af smaa Fæstningsverker.
Noget efter at man er sluppen ud af denne Dal, kommer man paa en stærk heldende Bjergflade, og fra denne, efter nogen Nedstigen, ganske uventet paa Skraaningen af et temmelig høit Fjeld, fra hvilket man lavt under sine Fødder seer ned i en temmelig bebygget og videre Dal. Det er den øverste Deel af Eidfjord eller Eidsfjord[1]. Jeg mindedes her om Krogkleven, skjønt hverken Overraskelsen er saa pludselig, ei heller det underliggende Landskab saa yndigt som Ringerige. Dette er saaledes det fjerde store Trappetrin, man stiger ned fra Hardanger-Fjeldet mod Havet; nemlig det første fra Fjeldets høieste Punct nær Holmekjærnlægret til Fjeldstølen, det andet herifra til Maurset, det tredie ned ad Trappen i Maabbe-Dalen, og endelig det fjerde ned i Eidfjord. Her saa jeg et mig ganske uvant Syn. Alt Græs var ved den lange Tørke saa aldeles afbrændt, at det var guult som Halm; paa mange Steder var det endog ganske gaaet bort i Støv, saa at den sorte Jord stak frem, og Jorden var saa tør som et Pulver, og støvede under Fødderne. Man kan neppe tænke sig et saadant straagult Landskab, naar man ei har seet det. Midt paa disse gule Skraaninger viste sig hist og her nogle smaa stærkt grønne Agre, og disse tilligemed adskillige Løvbuske gave Egnen et besynderligt broget Udseende. At Græsset brænder af for dem, ere Bønderne her saa vante til, at de ei engang beklagede sig derover. Kornet vide de at redde ved en kunstig Vanding. Fra Fjeldet ledes Vand i Trærender ned til Grøfter, der gjennemskjære Agrene, og fra disse Grøfter stænkes det med en langagtig Sløv ud til alle Sider over Kornet. Den samme Skik bruges ogsaa i Ullensvang og paa flere Steder i Bergens Stift, ligesom den og er brugelig paa sine Steder i Gudbrandsdalen.
- ↑ Bønderne her udtale det nu Øifjord, fordum hedte det efter Milsovii Presbyterologia Vos-Hard. p. 62 Eidafyrdi.
