Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
47

indrer ei ret, hvilken Veimeſter der foreſlog og udførte denne Trap. Før var Pasſagen her endnu beſværligere. Om Vinteren beſkadiges Trappen ſædvanlig af Sneen, og maa hvert Foraar forbedres. En endnu levende Bonde har paa Ski ſtaaet ud over Fjeldet her, og kom derfra med Livet, ſkjøndt med brudte Skier.

Denne Maabbe-Dal er ellers i flere Henſeender mærkværdig, og man træffer under Gangen beſtandig noget, ſom fængſler Opmærkſomheden. Dens mange Bugter eller Vinkler ere før omtalte; mine Ledſagere yttrede, at den havde ligeſaa mange Vendinger ſom Trappen. Steenarten i Sidefjeldene er ſaa ſkjør, at der jævnlig nedſtyrter ſtore Masſer; her ligge mange ſaadanne nedfaldne Stene af Størrelſe ſom et middelmaadigt Huus, paa hvis øverſte Flade allerede 2-3 ſtore Træer ere ſremvoxede. Vandrere have beſteget enkelte af dem, og, til Tegn paa at de have været det, opreiſt Kors eller andre Mærker paa Udkanterne. De fleſte ere af cubiſk Form, med glatte Sider, og ſaaledes virkelig ei lette at beſtige. Mærkeligt er det, at de fleſte af disſe Stene falde ud fra Foden af Fjeldvæggen og ei ſom ſædvanligt fra Toppen, hvorved Fjeldet paa mange Steder helder betydeligt ud over Dalen, ſaa at man kan gaa ind under et tæt, ſkjønt farligt Tag. Disſe Udſtyrtninger have paa ſine Steder dannet de forunderligſte Grupper, blandt hvilke jeg kun vil nævne to, ſom Maurſetteren lignede ved en Kirke og en Prædikeſtol. For at viſe mig den ſidſte, krøb han ind, ſom det ſyntes, i Fjeldet, og efter nogen Tids Forløb hørte jeg hans Røſt over mit Hoved, og ſaa ham ſtaaende der høit oppe paa Klippevæggen. De ſtore løsfaldne Steenmasſer have nemlig her ved et beſynderligt Træf dannet en Slags Vindeltrappe inde i Fjeldet, hvorpaa man uſeet kan opſtige paa Kanten af en overordentlig ſtor Steen (et lidet Fjeld), og dette er Prædikeſtolen. Tæt ved Opgangen til Prædikeſtolen ſees Indgangen til Kirken, nemlig nogle Klipperevner, igjennem hvilke man ſeer ind i ſtore mørke Huler, lig Gravhvælvinger, hvor man ſkal kunne vandre dybt ind under Fjeldet imellem de nedfaldne Masſen. Formedelſt Dalens Snæverhed og mange Bøininger og de indſluttende Fjeldvægges Lodrethed, ſkinner Solen, endog midt om Sommeren, kuns et Par Timer paa Dalens Bund, og ſikkerlig i det halve Aar ſeer man den ſlet ikke. Ved den