indrer ei ret, hvilken Veimester der foreslog og udførte denne Trap. Før var Passagen her endnu besværligere. Om Vinteren beskadiges Trappen sædvanlig af Sneen, og maa hvert Foraar forbedres. En endnu levende Bonde har paa Ski staaet ud over Fjeldet her, og kom derfra med Livet, skjøndt med brudte Skier.
Denne Maabbe-Dal er ellers i flere Henseender mærkværdig, og man træffer under Gangen bestandig noget, som fængsler Opmærksomheden. Dens mange Bugter eller Vinkler ere før omtalte; mine Ledsagere yttrede, at den havde ligesaa mange Vendinger som Trappen. Steenarten i Sidefjeldene er saa skjør, at der jævnlig nedstyrter store Masser; her ligge mange saadanne nedfaldne Stene af Størrelse som et middelmaadigt Huus, paa hvis øverste Flade allerede 2-3 store Træer ere sremvoxede. Vandrere have besteget enkelte af dem, og, til Tegn paa at de have været det, opreist Kors eller andre Mærker paa Udkanterne. De fleste ere af cubisk Form, med glatte Sider, og saaledes virkelig ei lette at bestige. Mærkeligt er det, at de fleste af disse Stene falde ud fra Foden af Fjeldvæggen og ei som sædvanligt fra Toppen, hvorved Fjeldet paa mange Steder helder betydeligt ud over Dalen, saa at man kan gaa ind under et tæt, skjønt farligt Tag. Disse Udstyrtninger have paa sine Steder dannet de forunderligste Grupper, blandt hvilke jeg kun vil nævne to, som Maursetteren lignede ved en Kirke og en Prædikestol. For at vise mig den sidste, krøb han ind, som det syntes, i Fjeldet, og efter nogen Tids Forløb hørte jeg hans Røst over mit Hoved, og saa ham staaende der høit oppe paa Klippevæggen. De store løsfaldne Steenmasser have nemlig her ved et besynderligt Træf dannet en Slags Vindeltrappe inde i Fjeldet, hvorpaa man useet kan opstige paa Kanten af en overordentlig stor Steen (et lidet Fjeld), og dette er Prædikestolen. Tæt ved Opgangen til Prædikestolen sees Indgangen til Kirken, nemlig nogle Klipperevner, igjennem hvilke man seer ind i store mørke Huler, lig Gravhvælvinger, hvor man skal kunne vandre dybt ind under Fjeldet imellem de nedfaldne Massen. Formedelst Dalens Snæverhed og mange Bøininger og de indsluttende Fjeldvægges Lodrethed, skinner Solen, endog midt om Sommeren, kuns et Par Timer paa Dalens Bund, og sikkerlig i det halve Aar seer man den slet ikke. Ved den
