Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
46

den ſaa ſtor, at Gjenſtanden paa Dalens Bund ligge i blaaagtigt Skjær. Fjeldſiderne ere aldeles lodrette; paa dem kan man ei ſtige ned. Men i en Urd (en Stenrøſe, Stenlavin) har man af de nedfaldne Stene opſtablet en Slags Trap, der formedelſt Fjeldvæggens Lodrethed er ledet i en Slangelinie eller rettere Zigzag frem og tilbage, ſaaledes, at naar man har nedſteget 10—12 Trin, dreier Trappen ſig med eet i modſat Retning (i en Bøining af 180°), og derpaa efter lige ſaamange Trin atter tilbage o. ſ. v. Denne Trap er naturligviis ikke ſaa beqvem ſom vore Hustrapper, men beſtaar af ſtore og ſmaa Trin om hinanden efter Omſtændighederne. Mine Ledſagere yttrede ſtor Lyſt til at tælle hvormange Vendinger Trappen gjør. For ei at tælle Feil, blev følgende Foranſtaltninger gjort. Naar den Forangaaende havde tællet 10 Vendinger, raabte han høit „ti“ og ſtandſede, indtil de to Eſterfølgende kom til ſamme Sted. Vare alle 3 enige om Tallet, tog jeg en Qviſt og ſtak ind i Opſlaget paa Ermet i min Kappe, og Marſchen gik videre. Da vi vare nedkomne, bleve Kviſtene tællede, og det viſte ſig, at Trappen vender ſig 124 Gange.[1] Antager man blot, at hver Vending i Gjennemſnit beſtaar af 12 Trin, ſaa bliver Trinenes Antal i den hele Trap henved 1500. Vi maatte meget ofte hvile paa Trappen, og mine Ledſagere forſikkrede, at de altid i et Par Dage, efter at have befaret den med Oppakning, vare ſtive og ømme i Under-Extremiteterne, hvilket jeg finder ſaare naturligt. Naar man endelig er kommen ned, og ſeer tilbage eller opad, forſvinder Trappen i Uren, og man kan knap ſelv begribe, hvorledes man kan være kommen ned af en ſaadan Præcipice.

Yderſt paa den øverſte ſkarpe Kant af Fjeldet, hvorifra man kom, viſe ſig flere ſtore Bartræer, betragtede fra denne Dybde, ei ſtørre end Bregner; og da Uren hiſt og her er bevoxet med Løvbuſker, iſær omkring Trappen, ſaa frembyder den et ganſke maleriſk Syn. Jeg er-

  1. Eller maaſkee endog 144 Gange, thi jeg erindrer ei ret, hvilket af disſe Tal er det retteſte. Sagen er ogſaa ligegyldig.