sig kun med sig selv, og med Beskuelsen af Fossen; de krøb omkring paa forskjellige Puncter og lagde sig paa Maven med Hovedet ud over Klippen for at see ned i Dybet, og yttrede den barnligste Glæde ved hver nyopdaget Gjenstand. Jeg tog derfor ikke i Betænkning, at lade den ene holde mig ud over Brinken, for noget tydeligere at see ned i Dybet, og — han slap mig ikke.
Følgende er et kort Sammendrag af deres Fortælling og mine egne Bemærkninger.
Denne Fos, hvis Navn er Vøringsfossen, dannes af 2de Elve Bjorei og Leiro (af hvilke den første var den, vi allerede ofte havde passeret), der kort ovenfor det store Fald forene sig til een Elv, som endnu vedbliver at føre Navnet Bjorei. Den samlede Elv dreier sig ganske faa Skridt fra Faldet med eet under en ret Vinkel, og styrter sig derpaa pludselig ned i den føromtalte Kløft, som kaldes Maabbe-Dalen. I Bunden af denne under Fossen er en stor bundløs Hule, udhalet af Vandet, der ved den stærke Luftpresning og Stødets Heftighed springer tilbage i Skum, og hæver sig som en Regnstøtte lige op til Faldets Begyndelse. Om Vinteren danner sig af dette ogsaa ligesom ved Riukand-Fossen et Iisrør, der skjuler Vandfaldet. Da kan man hugge Hul paa Isen og med Stang støde ned i Hulen, men sinder ingen Bund. Dalen, som egentlig kuns er en Revne i Fjeldet, dreier sig i mangfoldige Bugtninger og Vinkler, saa at man nede i den synes, man er indsluttet paa alle Kanter. Elven fylder i Begyndelsen næsten, dog ei ganske, Bunden i den trange Dal; paa hver Side af den saaes en smal Rabat, hvorpaa man fra Dalens modsatte Ende kan trænge frem næsten lige under Fossen. Lidt Græs voxer her paa Bredderne; dette lokker aarlig nogle Bønder herind. Om Dalens Sneverhed og Dybde, endog noget længere nede, kan man gjøre sig et Begreb af følgende. Manden paa Maurset fortalte, at hans yngre Broder, som boer paa en Gaard i denne Dal (jeg tror ei der er mere, end den samme i hele Dalen) kan, naar han sidder i Høgsæte[1], uden at bevæge Hovedet, paa een Gang
- ↑ Højsædet er den øverste Ende af det lange Bord, der i Røgstuerne staar langs efter Midten af Stuen; dette er Husbonden Plads.
