Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
42

paa Kanten af en lodret Kløft i Fjeldet, der ſyntes ſaa ſmal, at jeg troede med et Steenkaſt at kunne naa den modſatte, endnu høiere, Fjeldvæg. To, aldeles lodrette, Fjeldvægge indſlutte en Slags ſnever Dal, hvis Dybde er ſaa ſtor, at alle Gjenſtande paa Bunden have et blaaagtigt Skjær. For at give Indbildningskraften en Slags Maaleſtok for denne Høide, eller en Stige at hæve ſig paa, vil jeg blot gjøre følgende Sammenligning. Enhver, ſom har ſeet Vor Frue Kirkes gamle i 1807 ødelagte Spir i Kjøbenhavn (det forhenværende høieſte i bemeldte Stad) veed, at naar man gik tæt under Kirken, ſyntes den øverſte gyldne Krone at ſvæve i Skyerne. Denne Krones Høide angaves til 380 Fod; man tænke ſig nu denne Krone hævet til den tredobbelte Høide (thi Dalens Dybde her, fandt jeg over 1200 Fod), og ſig ſelv fra dette Standpunct at ſkue ned under ſine Fødder; eller endnu bedre: man ſtille ſig ved Foden, og tænke ſig en Elv — af Størrelſe ſom Agers-Elven[1] — ſtyrtende ſig lodret ned fra den forrige Høide, og man har nogenlunde et Begreb idetmindſte om Dimenſionerne af dette Naturſyn. Det øvrige Gjennemryſtende ved denne Scene vil jeg ei vanhellige ved kraftløſe Beſkrivelſer. Naturen er ofte for ſtor for vore ſvage Ord; den ſønderlemmende og ſuccesſive Fremſtilling af alle Dele, nokſaa heldig udført, mangler dog den væſentligſte Effect — Total-Indtrykket. Reis ſelv hen og ſku! er alt hvad jeg har at ſige.

Mine to Reiſekammerater vare, uagtet de ofte havde været ved Fosſen, blevne ligeſaa oplivede og begeiſtrede ſom jeg. Deres Munterhed og Snakſomhed var uden Ende. I Tankerne gjorde jeg dem med Undſeelſe Afbigt for min Mistanke. I Førſtningen havde jeg ikke vovet mig hen til Brinken for at ſee ned, uden at klamre mig faſt til en ſtor løs Steen af et Par Mands Høide, der laa lige paa den yderſte Kant, deels af den ovenfor anførte Grund, deels for ei at blive hovedſvimmel. Men, ligeſom de kunde ahne mine Betænkeligheder, holdt de ſig beſtandig i nogen Afſtand fra mig; hver ſysſelſatte

  1. Mine Ledſagere erklærede, at de aldrig havde ſeet Fosſen ſaa liden ſom denne Gang, da man her, ſom næſten i hele Bergens Stiſt paa den Tid, ei havde havt Regn i 212 Maaned.