mindste vil den opmærksomme Iagttager blive Bestræbelsen vaer. Naar jeg steg af Hesten og gik ind i Skoven for at ophænge mit Barometer, hvilket paa Gangen over Bolkesjø-Heia flere Gange skede, stillede Drengen sig altid saaledes, at jeg fra mit Standpunct kunde see ham, og holdt Pungen frem, eller lagde den foran sig paa en Træstub. Dette forekom mig strax noget søgt, og det var tydeligt, at han vilde vise mig, at han intet tog af Pungen. Det var Fegtemesterens Skelen. Paa Bolkesjø listede han sig, imedens jeg paa Gaarden opstillede mine Instrumenter, op i Gjæstestuen, tog den hele Pung, og skyndte sig afsted. Naar man stolede mere paa saadanne Bemærkninger, vilde man ofte kunne forebygge lignende Tilstød. Paa Maurset havde man, bedraget af de vel slebne Instrumenters Glands, spurgt mig, om de vare af Guld. Jeg havde vel nedsat denne Idee om deres Kostbarhed ved at sige, at de kuns vare af Messing; men Fjeldbonden sætter høi Priis paa alle Metaller. Et Uhr veed han saare vel at skattere, og hos mig havde man seet 2. „Skulde de have noget Anslag i Sinde imod Dig ?“ tænkte jeg; „intet er lettere for disse 2 Kjæmper, end at kaste dig ned over Brinken, og dele dine Efterladenskaber. I denne Ørken kan saadant ei let opdages“. Maursetterens Ansigt havde jeg endnu ei ret dechifsreret; det var forstandigt, men havde et Træk omkring Øinene, som forekom mig lidt forborgent; idetmindste forstod jeg det endnu ikke. Han havde desuden som Soldat været nogle Aar i Frederiksstad og Christiania, gode Skoler for slumrende Talenter. For Hallingdølen selv var jeg rolig; men han var Tjenestekarl og maatte vel lyde sin Husbonde. De havde ofte gaaet foran mig, og talt sammen, uden at jeg havde lagt Mærke til deres Samtale. Planen var maaskee aftalt. Enhver veed, hvor faa Secunder der behøves til at saadan Tankerække kan gjennemkrydse Hovedet, uagtet den bliver vidtløftig at fremsætte i Ord. Jeg fortsatte imidlertid uafbrudt min Gang; „have de noget i Sinde“, tænkte jeg, „saa finde de dig nok, om du end ei kommer op paa Brinken“. Frygt følte jeg egentlig ikke; det var kuns en Tanke-Beskjeftigelse. Lidt førend jeg var kommen op paa Brinken, hørte jeg Hallingdølens ilsomme Trin bag ved mig, og glemte snart den hele Sag over det Syn, som her viste sig for mig. Vi kom fra et Krat pludselig ud
