Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41

mindſte vil den opmærkſomme Iagttager blive Beſtræbelſen vaer. Naar jeg ſteg af Heſten og gik ind i Skoven for at ophænge mit Barometer, hvilket paa Gangen over Bolkeſjø-Heia flere Gange ſkede, ſtillede Drengen ſig altid ſaaledes, at jeg fra mit Standpunct kunde ſee ham, og holdt Pungen frem, eller lagde den foran ſig paa en Træſtub. Dette forekom mig ſtrax noget ſøgt, og det var tydeligt, at han vilde viſe mig, at han intet tog af Pungen. Det var Fegtemeſterens Skelen. Paa Bolkeſjø liſtede han ſig, imedens jeg paa Gaarden opſtillede mine Inſtrumenter, op i Gjæſteſtuen, tog den hele Pung, og ſkyndte ſig afſted. Naar man ſtolede mere paa ſaadanne Bemærkninger, vilde man ofte kunne forebygge lignende Tilſtød. Paa Maurſet havde man, bedraget af de vel ſlebne Inſtrumenters Glands, ſpurgt mig, om de vare af Guld. Jeg havde vel nedſat denne Idee om deres Koſtbarhed ved at ſige, at de kuns vare af Mesſing; men Fjeldbonden ſætter høi Priis paa alle Metaller. Et Uhr veed han ſaare vel at skattere, og hos mig havde man ſeet 2. „Skulde de have noget Anſlag i Sinde imod Dig ?“ tænkte jeg; „intet er lettere for disſe 2 Kjæmper, end at kaſte dig ned over Brinken, og dele dine Efterladenſkaber. I denne Ørken kan ſaadant ei let opdages“. Maurſetterens Anſigt havde jeg endnu ei ret dechifſreret; det var forſtandigt, men havde et Træk omkring Øinene, ſom forekom mig lidt forborgent; idetmindſte forſtod jeg det endnu ikke. Han havde desuden ſom Soldat været nogle Aar i Frederiksſtad og Chriſtiania, gode Skoler for ſlumrende Talenter. For Hallingdølen ſelv var jeg rolig; men han var Tjeneſtekarl og maatte vel lyde ſin Husbonde. De havde ofte gaaet foran mig, og talt ſammen, uden at jeg havde lagt Mærke til deres Samtale. Planen var maaſkee aftalt. Enhver veed, hvor faa Secunder der behøves til at ſaadan Tankerække kan gjennemkrydſe Hovedet, uagtet den bliver vidtløftig at fremſætte i Ord. Jeg fortſatte imidlertid uafbrudt min Gang; „have de noget i Sinde“, tænkte jeg, „ſaa finde de dig nok, om du end ei kommer op paa Brinken“. Frygt følte jeg egentlig ikke; det var kuns en Tanke-Beſkjeftigelſe. Lidt førend jeg var kommen op paa Brinken, hørte jeg Hallingdølens ilſomme Trin bag ved mig, og glemte ſnart den hele Sag over det Syn, ſom her viſte ſig for mig. Vi kom fra et Krat pludſelig ud