Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
40

kaſtede en ſtærk Røg lig Riukand-Fosſen. Jeg yttrede Lyſt til at betragte det nærmere, men mine Ledſagere ſvarede: „den Fos er ei værd at ſee paa; nei har Du Lyſt at ſee en Fos, ſkal vi viſe Dig en, ſom er 12 Fjerding (18 Miil) høi. — En halv Fjerding høi, og det i eet Fald, det er umuligt?! — „Jo ganſke rigtigt, en halv Fjerding i eet Fald og uden at berøre Fjeldet; det er kuns en Fjerdings Vei til Krogs for os, og vi følge dig gjerne derhen, naar Du har Lyſt til at ſee den“. Vi dreiede af mod Norden, og kom efter nogen Vandring ind i et Vildnis, hvor vi ſnart krøbe op, ſnart ned af Klippe-Afſatſer, ſnart trængte os frem imellem Buſke. „Nu have vi kuns et kort Stykke igjen“, ſagde de, „her ville vi aflægge vores Byrde til vi komme tilbage, da Gangen er beſværlig“. Hallingdølen blev ved Tøiet, og jeg fulgte langſomt efter den anden, da den ſtærke Solvarme i Forening med den yderſt beſværlige Gang udpresſede Sveden, og nødte mig til ofte at ſtandſe for at drage Aande. Det foruroligede mig, at Hallingdølen ikke fulgte med. Iblandt mit Tøi fandtes en ſtor Lædercapſel, hvori ved Begyndelſen af Reiſen var over 30 Rdr. i Kobber; hver Gang denne ſkulde lægges paa Kløven, hedte det: „ka har Du i Skreppa Di, hu er ſaa tung?“ Ogſaa paa Manrſet var dette Spørgsmaal fremſat, og da det var beſvaret, lød det: „Du er vel forſynet“. Allerede engang tilforn havde Følelſen af Vægten og Klangen af Pengene friſtet en Dreng, der ſkydſede mig til Bolkeſjø, til at fraliſte mig en liden Pengepung med et Par Rixdaler, ſom jeg havde leveret ham at bære (en, efter Gullik Bolkeſjøes Erklæring, i Tind uhørt Gjerning, ſom han ærgrede ſig over ſkulde være udført i hans Huus). Da Pungen ſavnedes, var jeg ganſke forberedet derpaa, og kjendte Tyven. Det er en gammel Regel i Fægtekunſten, at man ei ſkal hæfte Opmærkſomheden paa ſin Modſtanders Klinge, men paa hans Øine; thi den førſte viſer kuns det næſte Angreb, efterat det allerede er begyndt, de ſidſte Planen dertil førend det begyndes. Den forſlagne Fegter gjør ſig derfor undertiden Umage for at ſkele, for at hans Øine ei ſkulle røbe hans Planer. Der foregaar ſjelden nogen ſtærk Bevægelſe i det Indre, uden at ledſages af et lidet Bølgeſlag paa Overfladen. Fuldkommen at tilbagetvinge dette formaar viſt ingen Øvelſe eller Kunſt; idet-