Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
40

kastede en stærk Røg lig Riukand-Fossen. Jeg yttrede Lyst til at betragte det nærmere, men mine Ledsagere svarede: „den Fos er ei værd at see paa; nei har Du Lyst at see en Fos, skal vi vise Dig en, som er 12 Fjerding (18 Miil) høi. — En halv Fjerding høi, og det i eet Fald, det er umuligt?! — „Jo ganske rigtigt, en halv Fjerding i eet Fald og uden at berøre Fjeldet; det er kuns en Fjerdings Vei til Krogs for os, og vi følge dig gjerne derhen, naar Du har Lyst til at see den“. Vi dreiede af mod Norden, og kom efter nogen Vandring ind i et Vildnis, hvor vi snart krøbe op, snart ned af Klippe-Afsatser, snart trængte os frem imellem Buske. „Nu have vi kuns et kort Stykke igjen“, sagde de, „her ville vi aflægge vores Byrde til vi komme tilbage, da Gangen er besværlig“. Hallingdølen blev ved Tøiet, og jeg fulgte langsomt efter den anden, da den stærke Solvarme i Forening med den yderst besværlige Gang udpressede Sveden, og nødte mig til ofte at standse for at drage Aande. Det foruroligede mig, at Hallingdølen ikke fulgte med. Iblandt mit Tøi fandtes en stor Lædercapsel, hvori ved Begyndelsen af Reisen var over 30 Rdr. i Kobber; hver Gang denne skulde lægges paa Kløven, hedte det: „ka har Du i Skreppa Di, hu er saa tung?“ Ogsaa paa Manrset var dette Spørgsmaal fremsat, og da det var besvaret, lød det: „Du er vel forsynet“. Allerede engang tilforn havde Følelsen af Vægten og Klangen af Pengene fristet en Dreng, der skydsede mig til Bolkesjø, til at fraliste mig en liden Pengepung med et Par Rixdaler, som jeg havde leveret ham at bære (en, efter Gullik Bolkesjøes Erklæring, i Tind uhørt Gjerning, som han ærgrede sig over skulde være udført i hans Huus). Da Pungen savnedes, var jeg ganske forberedet derpaa, og kjendte Tyven. Det er en gammel Regel i Fægtekunsten, at man ei skal hæfte Opmærksomheden paa sin Modstanders Klinge, men paa hans Øine; thi den første viser kuns det næste Angreb, efterat det allerede er begyndt, de sidste Planen dertil førend det begyndes. Den forslagne Fegter gjør sig derfor undertiden Umage for at skele, for at hans Øine ei skulle røbe hans Planer. Der foregaar sjelden nogen stærk Bevægelse i det Indre, uden at ledsages af et lidet Bølgeslag paa Overfladen. Fuldkommen at tilbagetvinge dette formaar vist ingen Øvelse eller Kunst; idet-