Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
38

hvilket efter Stedets Beliggenhed ogſaa er ſandſynligt[1]. For ei at tage Feil af hendes Mening tegnede jeg en ſigd- eller ſegeldannet Figur, lig Maanen nogle Dage efter Nyet, og ſpurgte om Solen ei havde ſeet ſaaledes ud; men hun vedblev ſin Paaſtand, at den ſaa ud ſom en heel Ring. Ligeledes talte hun meget om den ſtore Comet 1811. Efter Mandens Forlangende opſøgte jeg ved Hjælp af Compasſet i det ſydlige Fjeld et Punct, der ligger lige i Syd for Huſet, for at han ved Hjelp deraf kunde ſee, naar det var Middag. Himmelen have vi Nordboere, Gud ſkee Lov! tilfælles med Jordens lykkeligere Climater. Den er det eneſte Skjønne, ſom kan oplive den ſtakkels Fjeldmands Øie og Sind. Det er intet Under, om han med Interesſe betragter den.

Efterat vore aſtronomiſke og phyſiſke Arbeider vare tilendebragte, og efterat alle Gaardens Beboere havde ſtillet ſin Nysgjerrighed med at ſee igjennem min Kikkert[2], (et Inſtrument de vel kjendte af Navn, men aldrig før havde ſeet), blev jeg kaldet til Bords. Paa Bordet, der var dækket for mig alene, ſtod paa et reent hvidt Klæde en Træbolle med Flødegrød og et Sølvſtøb, og ved Siden laa en Sølvſkee, der efter Figuren at dømme var ſine 100 Aar og derover. Under Maaltidet fortalte Manden, at ſkjøndt han ſelv ingen Heſt eiede til at ſkydſe mig videre, kunde han dog hos ſin Huusmand faa en laant; men ſaaſom vi, for at komme ned til Eidsfjord, ſkulde ſtige ned over en ſteil Klippevæg paa en Slags Steentrappe, der havde over 1000 Trin, hvorpaa en Heſt med Vanſkelighed kunde ſtige op, men med Oppakning aldeles ikke ned, ſaa vilde han og en ung Hallingdøl, ſom var i hans Tjeneſte, paatage ſig at bære min Bagage paa Ryggen til Eidsfjord; thi paa denne Maade maatte de bringe deres Oſt og Smør

  1. I Bergen var den ringformig, og de 4 Hovedmomenter af dette ſjeldne Phænomen iagttoges der under de heldigſte Omſtændigheder af Hr Bohr.
  2. I nogen Forlegenhed over hvad jeg ſkulde ſinde for en Gjenſtand at ſtille Kikkerten paa, valgte jeg i Mangel af andet nogle Sneepletter i de omliggende ſorte Fjelde. Men da jeg havde overgivet Kikkerten i deres egen Vold, hørte jeg ſtrax efter det af Overraſkelſen fremtvungne Udraab: „nei ſe hu Svartſie borte i Fjeldet; jeg ſeer ſaa ſkjellig hu ſlikker ſig om Munden!“ Fra dette Øieblik var Kikkerten dem førſt ret interesſant.