hvilket efter Stedets Beliggenhed ogsaa er sandsynligt[1]. For ei at tage Feil af hendes Mening tegnede jeg en sigd- eller segeldannet Figur, lig Maanen nogle Dage efter Nyet, og spurgte om Solen ei havde seet saaledes ud; men hun vedblev sin Paastand, at den saa ud som en heel Ring. Ligeledes talte hun meget om den store Comet 1811. Efter Mandens Forlangende opsøgte jeg ved Hjælp af Compasset i det sydlige Fjeld et Punct, der ligger lige i Syd for Huset, for at han ved Hjelp deraf kunde see, naar det var Middag. Himmelen have vi Nordboere, Gud skee Lov! tilfælles med Jordens lykkeligere Climater. Den er det eneste Skjønne, som kan oplive den stakkels Fjeldmands Øie og Sind. Det er intet Under, om han med Interesse betragter den.
Efterat vore astronomiske og physiske Arbeider vare tilendebragte, og efterat alle Gaardens Beboere havde stillet sin Nysgjerrighed med at see igjennem min Kikkert[2], (et Instrument de vel kjendte af Navn, men aldrig før havde seet), blev jeg kaldet til Bords. Paa Bordet, der var dækket for mig alene, stod paa et reent hvidt Klæde en Træbolle med Flødegrød og et Sølvstøb, og ved Siden laa en Sølvskee, der efter Figuren at dømme var sine 100 Aar og derover. Under Maaltidet fortalte Manden, at skjøndt han selv ingen Hest eiede til at skydse mig videre, kunde han dog hos sin Huusmand faa en laant; men saasom vi, for at komme ned til Eidsfjord, skulde stige ned over en steil Klippevæg paa en Slags Steentrappe, der havde over 1000 Trin, hvorpaa en Hest med Vanskelighed kunde stige op, men med Oppakning aldeles ikke ned, saa vilde han og en ung Hallingdøl, som var i hans Tjeneste, paatage sig at bære min Bagage paa Ryggen til Eidsfjord; thi paa denne Maade maatte de bringe deres Ost og Smør
- ↑ I Bergen var den ringformig, og de 4 Hovedmomenter af dette sjeldne Phænomen iagttoges der under de heldigste Omstændigheder af Hr Bohr.
- ↑ I nogen Forlegenhed over hvad jeg skulde sinde for en Gjenstand at stille Kikkerten paa, valgte jeg i Mangel af andet nogle Sneepletter i de omliggende sorte Fjelde. Men da jeg havde overgivet Kikkerten i deres egen Vold, hørte jeg strax efter det af Overraskelsen fremtvungne Udraab: „nei se hu Svartsie borte i Fjeldet; jeg seer saa skjellig hu slikker sig om Munden!“ Fra dette Øieblik var Kikkerten dem først ret interessant.
