Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
35

de i Mulm og Mørke vare vandrede herop paa Fjeldet, og ſkulde nu idetmindſte gaae L. Miil tilbage med uforrettet Sag. Det var at forlange formeget af Gjæſtfrihed. At Pigen var forlegen over det Forefaldne, var tydeligt; thi hun talte ſelv ikke et Ord, men lod alle Underhandlinger udføre ved de Andre. Da jeg lagde nogle Penge paa en Hylde for at betale min Fortæring, lød hun ved den ældſte af Drengene fremſætte den ivrigſte Proteſt, ſaaſom jeg, hedte det, intet havde erholdet, ſom var værd at tale om.

Saaledes begyndte vi igjen vores møiſommelige Vandring Klokken 12 om Natten. Himmelen var aldeles ſtjerneklar, Maanen ſtod endnu lidt over Horizonten; Thermometret viſte 3—4 Graders Kulde, Græsſet var belagt med Rimfroſt, og der var frosſet 14 Tomme tyk Iis paa Vandet. Den ſtjerneklare Himmel forjagede lidt efter lidt den Mismod og Uvillie, ſom mine Fatalia havde opvakt. Efterhaanden begyndte det at dages; Solen kom frem over Fjeldtopperne ſaa klar og reen ſom paa den klareſte Vinterdag. Hvo kjender ei det oplivende Indtryk af den opgaaende Sol paa Vandringsmanden, der har været under aaben Himmel den hele Nat? Min Længſel efter at komme fra disſe ſørgelige Høider ned igjen i den lavere Verden blev ſtærkere og ſtærkere; men naar vi havde ſteget nogle 100 Fod ned, hævede Bjergfladen ſig igjen opad, og jeg begyndte atter at blive utaalmodig. Endelig — o Glæde! — en Smørblomſt! den førſte Afſending fra den levende Verden, der bød mig velkommen. Jeg nænnede ei at afplukke den; den var maaſkee den eneſte i denne Ørken i en halv Mils Diſtance rundt omkring. Naturens maaſkee i flere Aarhundreder forgjeves gjentagne Forſøg paa at frembringe og vedligeholde den paa dette Sted vilde da været forſpildte. Jeg kaldte min Sancho tilbage for at dele Glæden med mig; men ligeſom Synet af den døende Natur paa ham formodentlig gjorde et mindre traurigt Indtryk, ſaaledes ſyntes han ogſaa kuns ufuldkomment at begribe min Glæde ved Tegnet til dens Opleven. Fra dette Øieblik var al Mismod forjaget; Veiene hældede nu meer og meer; med raſke og muntre Skridt vandrede vi fremad, og endelig viſte ſig — et ordentligt Huus med Skorſteenspibe og Vinduer, og flere andre Udhuſe i Nærheden paa en meget ſtor Græsmark. Det var det længe forønſkede Maurſet. Dog