Efterhaanden som Bjergfladen begyndte at hælde mod Vest, blev den mere og mere ujævn; her hæve sig paa alle Kanter betydelige Fjeldtoppe, og Vandringen kan ikke længer, som hidindtil, fortsættes i lige Linie. For at beskytte mig imod den skarpe Nordvestvind, maatte jeg uden paa Kappen endnu tage en stor Skindkrave, som bedækkede mere end det halve Legeme. Søvnen overvældede mig saaledes, at jeg slumrede mellem hvert Skridt Hesten gik. Deels af denne Grund, deels for at holde Varmen, nødtes jeg til at gaa hele den øvrige Vei.
Om Eftermiddagen Kl. 7 kom vi til den første Bergenhusiske Fjeldstøl, som ligger 2 Mile fra Maurset og tilhører en Gaardmand i Syssendal (om jeg erindrer ret). Her traf vi 3 af Eiermandens Børn, en Pige paa 20 Aar og to særdeles vakkre og godlidende Smaadrenge paa 5—6 Aar ved Navn Thormod og Baard. Pigen var iført den i Bergens Stift almindelige Vampe, d. e. en Kofte af Faareskind, paa hvilket den korte Uld vender indad mod Kroppen. Denne Dragt er intet mindre end klædelig, især naar den er gammel og smudsig. Alle 3 havde et stille og belevent Væsen. Den lille Stue saa mindre ureenlig ud, end den Støl, hvor vi tilbragte forrige Nat, og min Veiviser, der ynkedes over sine Heste, og beklagede, at de 2 Mile herifra til Maurset vare de besværligste af den hele Vei, ønskede at hvile her. Nødig gav jeg mit Minde hertil; thi jeg havde endnu ei forglemt forrige Nats Besværligheder, og Pigen yttrede heller ikke synderlig Lyst til at beholde os; det høieste vi kunde bringe ud af hende, var den negative Tilladelse: „jeg kan jo ikke drive dem ud paa Fjeldet saa seent om Aftenen, men de seer selv Leiligheden“. Og
