Bredde i forskjellige Gjennemsnit af samme fra Øst mod Vest. Dette vilde give det klareste Begreb om Fordelene og Vanskelighederne ved dette Projects Udførelse. At Fjeldet her er høiere, end paa det snævre Pas, hvor Postveien gaar, er klart saavel af den længere Tid, der behøves til at bestige det, som af den større Mængde Snee, her ligger om Sommeren, og af Vegetationens næsten fuldkomne Død. Det høieste Punct af Postveien paa Fillefjeld fandt jeg, som siden skal vises, 4095 Fod; og jeg formoder, at det høieste Punct paa Hardangerfjeldet ikke var langt under 5000 Fod. Skraaningen her er ellers saa liden, at jeg i Begyndelsen ligesaalidet kunde mærke at vi stege ned, som jeg i lang Tid tilforn havde bemærket, at vi endnu stege opad.
En Følge af at vi havde naaet det høieste Punct var dog, at Udsigterne mod Vest nu begyndte stærkt at udvide sig. To Gjenstande beholdt vi den hele Eftermiddag for Øine, nemlig Fjeldene Haarteigen og Hallingskarven. Disse to Fjelde paa Fjeldet reise sig ganske lodret op af den øvrige uhyre Steenmasse. Den første seer ud som et lodret trekantet Prisma, hvis øverste Flade ligger bedækket med evig Snee[1]; den sidste som Ruinerne af en lang lodret Muur, hvis øverste Flade ligeledes er bedækket maaskee med 100 Fod dyb Snee og blaaagtig Iis. Paa sine Steder, hvor denne Muur er ujævnt afbrudt, hænger Sneen og Isen ned over de hældende Skraaflader, og naar næsten lige ned til Foden; men paa de fleste Steder ere Sidefladerne aldeles lodrette, saa at ingen Snee kan fæste sig paa dem. Denne Fjeldrad strækker sig omtrent fra Øst mod Vest i en Længde af sikkerlig 11⁄2 Norsk Miil; den vestligste Ende er uregelmæssig afbrudt, og i samme Linie, men i en Afstand af maaskee 1⁄2 Miil, hæver sig atter en Ruin af denne Fjeldmuur, under Navn af Halling-Jøkulen[2].
- ↑ Dens Høide er af Provst N. Herzberg og Prof. C. Smith fundet = 5408 Fod.
- ↑ Dog er jeg uvis, om dette virkelig var Hallingjøkulen, saasom min Veivisers ubestemte Udsagn noksom viste, at han ei var sikker i sin Sag. Hverken Hallingskarven eller Hallingjøkulen findes angivne paa det Pontoppidanske Kart, og deres geographiske Beliggenhed er meget uvis. Om jeg erindrer ret, kunde man fra Tessungfjeldet see Gousta, Haarteigen og Hallingskarven. Dersom man fra Goustas Top kan see Suletind (imellem Maristuen og Nystuen paa Fillefjeld), hvilket jeg finder temmelig sandsynligt, saa kunde man ved en stor Triangel (hvis største Side, Suletind — Gousta, blev henved 18 geographiske Mile, de 2 andre 14 og 12) sammenbinde disse 3 mærkværdige Fjeldtoppe, Gousta, Suletind og Haarteigen, og derved bestemme deres Beliggenhed. Med det af Prof. Gauss i Gøttingen nylig opfundne Heliotrop kunde man let signalisere fra det ene af disse Puncter til det andet; kuns faa saadanne Triangler udfordredes til med Kjæmpeskridt at gjennemvandre det hele Norge fra Kongsvinger til Bergen, og fra Sneehætten paa Dovre til Lindesnæs.
