Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
32

Bredde i forſkjellige Gjennemſnit af ſamme fra Øſt mod Veſt. Dette vilde give det klareſte Begreb om Fordelene og Vanſkelighederne ved dette Projects Udførelſe. At Fjeldet her er høiere, end paa det ſnævre Pas, hvor Poſtveien gaar, er klart ſaavel af den længere Tid, der behøves til at beſtige det, ſom af den ſtørre Mængde Snee, her ligger om Sommeren, og af Vegetationens næſten fuldkomne Død. Det høieſte Punct af Poſtveien paa Fillefjeld fandt jeg, ſom ſiden ſkal viſes, 4095 Fod; og jeg formoder, at det høieſte Punct paa Hardangerfjeldet ikke var langt under 5000 Fod. Skraaningen her er ellers ſaa liden, at jeg i Begyndelſen ligeſaalidet kunde mærke at vi ſtege ned, ſom jeg i lang Tid tilforn havde bemærket, at vi endnu ſtege opad.

En Følge af at vi havde naaet det høieſte Punct var dog, at Udſigterne mod Veſt nu begyndte ſtærkt at udvide ſig. To Gjenſtande beholdt vi den hele Eftermiddag for Øine, nemlig Fjeldene Haarteigen og Hallingſkarven. Disſe to Fjelde paa Fjeldet reiſe ſig ganſke lodret op af den øvrige uhyre Steenmasſe. Den førſte ſeer ud ſom et lodret trekantet Prisma, hvis øverſte Flade ligger bedækket med evig Snee[1]; den ſidſte ſom Ruinerne af en lang lodret Muur, hvis øverſte Flade ligeledes er bedækket maaſkee med 100 Fod dyb Snee og blaaagtig Iis. Paa ſine Steder, hvor denne Muur er ujævnt afbrudt, hænger Sneen og Iſen ned over de hældende Skraaflader, og naar næſten lige ned til Foden; men paa de fleſte Steder ere Sidefladerne aldeles lodrette, ſaa at ingen Snee kan fæſte ſig paa dem. Denne Fjeldrad ſtrækker ſig omtrent fra Øſt mod Veſt i en Længde af ſikkerlig 112 Norſk Miil; den veſtligſte Ende er uregelmæsſig afbrudt, og i ſamme Linie, men i en Afſtand af maaſkee 12 Miil, hæver ſig atter en Ruin af denne Fjeldmuur, under Navn af Halling-Jøkulen[2].

  1. Dens Høide er af Provſt N. Herzberg og Prof. C. Smith fundet = 5408 Fod.
  2. Dog er jeg uvis, om dette virkelig var Hallingjøkulen, ſaaſom min Veiviſers ubeſtemte Udſagn nokſom viſte, at han ei var ſikker i ſin Sag. Hverken Hallingſkarven eller Hallingjøkulen findes angivne paa det Pontoppidanſke Kart, og deres geographiſke Beliggenhed er meget uvis. Om jeg erindrer ret, kunde man fra Tesſungfjeldet ſee Gouſta, Haarteigen og Hallingſkarven. Derſom man fra Gouſtas Top kan ſee Suletind (imellem Mariſtuen og Nyſtuen paa Fillefjeld), hvilket jeg finder temmelig ſandſynligt, ſaa kunde man ved en ſtor Triangel (hvis ſtørſte Side, Suletind — Gouſta, blev henved 18 geographiſke Mile, de 2 andre 14 og 12) ſammenbinde disſe 3 mærkværdige Fjeldtoppe, Gouſta, Suletind og Haarteigen, og derved beſtemme deres Beliggenhed. Med det af Prof. Gauſs i Gøttingen nylig opfundne Heliotrop kunde man let ſignaliſere fra det ene af disſe Puncter til det andet; kuns faa ſaadanne Triangler udfordredes til med Kjæmpeſkridt at gjennemvandre det hele Norge fra Kongsvinger til Bergen, og fra Sneehætten paa Dovre til Lindesnæs.