og 2 halvvoxne Drenge laa. I hver Koie, der havde samme Længde som Stuevæggen, laae 2 Partier i Længden med Fødderne imod hinanden. Midt paa Gulvet laae 4 raa Stene, hvorpaa opgjordes en Ild af tørre Qviste. Den største Deel af Røgen gaar op igjennem et firkantet Røg- eller Lys-Hul i Taget (thi til Vinduer er der ingen Plads); men da Væggene ei ere vindtætte, saa stiger Røgen aldrig lodret op, men en stor Deel gaar ud af den Væg, som vender fra Vinden. Den, der ei er vant til dette Slags Bopæle, vilde derfor reent qvæles af Røg, dersom han ei søgte hen til den Side af Ildstedet, som vender imod Vinden. En bestandig Ild maa vedligeholdes, saasom man for Lysets Skyld altid maa have Røghullet aabent, og saaledes Varmen ligesaa fort gaar forloren, som den erholdes. Den øvrige Plads paa Gulvet var afbenyttet til alle de Kar og Redskaber, som til Familiens Ophold og Sæteriets Drist vare fornødne. Men hvad som mest forskrækkede mig, var at see en Ko med sin nybaarne Kalv staaende derinde, fordi de endnu ei kunde udholde Nattekulden under aaben Himmel. Med nogen Betuttelse saa jeg mig om, men kunde ingensteds opdage nogen Plads, hvor jeg blot kunde hvile mine trætte Lemmer; thi paa Søvn saae jeg nok her ikke var at tænke. Jordgulvet var af Familiens daglige Bedrift, og Koens Mangel af Respect for Stedet, vaadt og slibrigt; et Par Træbænke vare saa smale, at knapt den halve Ryg kunde hvile derpaa; alle Senge vare fulde, og saa desuden lige saa lidet tillokkende ud som Jordgulvet. Jeg gjorde Anslag paa en af Bænkene, men Konen, der ei vilde tillade dette, vækkede en af sine Sønner, bad ham at lægge sig paa den ene Bænk, Karlen paa den anden, og mig at tage Plads ved Siden af hendes yngste Søn. „Om Jorden end var gloende, maatte Du dog gaa paa den“, tænkte jeg ved mig selv, i det jeg stred med min Modbydelighed for dette Leie, „det er dog blot en Overgang“. Men førend jeg i fuld Paaklædning lagde mig ned, bandt jeg Snore om Haandleder og Ankler, knappede Kjolen tæt sammen om Halsen, udbredte et Haandklæde under Hovedet, kort søgte at spærre alle Adgange for en indtrængende Fiende, og belavede mig paa at udholde en skarp Beleiring. Men desværre opdagede jeg, at det lille muntre Insect, som de Naturkyndige meget passende have givet Tilnavnet
