Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
28

og 2 halvvoxne Drenge laa. I hver Koie, der havde ſamme Længde ſom Stuevæggen, laae 2 Partier i Længden med Fødderne imod hinanden. Midt paa Gulvet laae 4 raa Stene, hvorpaa opgjordes en Ild af tørre Qviſte. Den ſtørſte Deel af Røgen gaar op igjennem et firkantet Røg- eller Lys-Hul i Taget (thi til Vinduer er der ingen Plads); men da Væggene ei ere vindtætte, ſaa ſtiger Røgen aldrig lodret op, men en ſtor Deel gaar ud af den Væg, ſom vender fra Vinden. Den, der ei er vant til dette Slags Bopæle, vilde derfor reent qvæles af Røg, derſom han ei ſøgte hen til den Side af Ildſtedet, ſom vender imod Vinden. En beſtandig Ild maa vedligeholdes, ſaaſom man for Lyſets Skyld altid maa have Røghullet aabent, og ſaaledes Varmen ligeſaa fort gaar forloren, ſom den erholdes. Den øvrige Plads paa Gulvet var afbenyttet til alle de Kar og Redſkaber, ſom til Familiens Ophold og Sæteriets Driſt vare fornødne. Men hvad ſom meſt forſkrækkede mig, var at ſee en Ko med ſin nybaarne Kalv ſtaaende derinde, fordi de endnu ei kunde udholde Nattekulden under aaben Himmel. Med nogen Betuttelſe ſaa jeg mig om, men kunde ingenſteds opdage nogen Plads, hvor jeg blot kunde hvile mine trætte Lemmer; thi paa Søvn ſaae jeg nok her ikke var at tænke. Jordgulvet var af Familiens daglige Bedrift, og Koens Mangel af Reſpect for Stedet, vaadt og ſlibrigt; et Par Træbænke vare ſaa ſmale, at knapt den halve Ryg kunde hvile derpaa; alle Senge vare fulde, og ſaa desuden lige ſaa lidet tillokkende ud ſom Jordgulvet. Jeg gjorde Anſlag paa en af Bænkene, men Konen, der ei vilde tillade dette, vækkede en af ſine Sønner, bad ham at lægge ſig paa den ene Bænk, Karlen paa den anden, og mig at tage Plads ved Siden af hendes yngſte Søn. „Om Jorden end var gloende, maatte Du dog gaa paa den“, tænkte jeg ved mig ſelv, i det jeg ſtred med min Modbydelighed for dette Leie, „det er dog blot en Overgang“. Men førend jeg i fuld Paaklædning lagde mig ned, bandt jeg Snore om Haandleder og Ankler, knappede Kjolen tæt ſammen om Halſen, udbredte et Haandklæde under Hovedet, kort ſøgte at ſpærre alle Adgange for en indtrængende Fiende, og belavede mig paa at udholde en ſkarp Beleiring. Men desværre opdagede jeg, at det lille muntre Inſect, ſom de Naturkyndige meget pasſende have givet Tilnavnet