Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
26

disſe Mærkeſtene trøſtende Veiledere, og det med Flid; thi de ere paa denne Vandring det eneſte Spor af Menneſker, man kan vente at træffe; og naar man i nogen Tid ingen ſaadan Mærkeſteen har ſeet, ſaa tilintetgjør den næſte, man opdager, den opvaagnende Ængſtelighed ved det trøſtelige Udſagn: „Du er endnu paa ret Vei“.

Min Ledſager gik foran og talte med ſin Heſt, udruſtet med en gammel Bjørne-Rifle, for dermed, ifald Leiligheden tilbød ſig, at kunne ſkyde et Reensdyr[1]. Bag efter fulgte jeg, ſnart ridende, ſnart gaaende for at vedligeholde Varmen. I ſidſte Tilfælde ſatte Karlen ſig op paa min Heſt, for at hvile ſig ud. Undertiden gik Veien over Bekke eller ſtore Vandſamlinger, der ikke uden ſtor Omvei kunne undgaaes; og da kaſtede han ſig paa Maven paa Heſtens Lænd bag ved Kløven, og det lille Dyr gik nu med vaklende Skridt under den dobbelte Byrde over den ſtenige og ujævne Bund. Langt hen paa Eftermiddagen traf vi 4—5 Menneſker og nogle Heſte, der kom fra den anden Side af Fjeldet. Da det er ligeſaa ſjeldent for Vandreren her at træffe Menneſker, ſom for et Skib i rum Sø at opdage en Seiler, ſaa pasſerer man ikke forbi, uden at praie hinanden. Den ene var fra Omegnen af Bergen, de øvrige vare hardangerſke Handelsmænd; og jeg hørte nu førſte Gang paa Reiſen det bergenſke Tungemaal. De gave os den glædelige Efterretning at der ikke var meget Snee paa Fjeldet og at Lougen ikke var ſtørre eller ſtridere, end at vi uden Vanſkelighed kunde ſætte over den.

Kl. 1012 om Aftenen ankom vi til det Sted, hvor Lougen ſkal pasſeres; her ligger paa den nordlige Side af Elven en Fjeldſtøl eller Sæterhytte, ſom om Sommeren er beboet, og hvori vi ſkulde overnatte. Til vor ſtore Lykke laa Prammen, ſom Hardangerne havde

  1. I Veſtfjorddalen gaar Kløvdriveren bag ſin Heſt, og kjører den med et Par lange Tømmer; paa Fjeldet derimod, hvor enhver har nok med ſig ſelv at beſtille, og iſær ved Opgangen ad Fjeldets Side, hvor Heſten ofte maa trænge ſig igjennem Krat og fremragende Grene, og ſtundom gjøre et Sprang, gaar dette ikke an. Karlen ſtyrer ſin Heſt ved Formaninger og Truſler, ligeſom de engelſke Fragtvognskudſke. Naar et Reensdyr ſkydes paa Henreiſen over Fjeldet, nedgraves det i Sneen, og afhentes paa Tilbageveien.