til nærende Føde bliver saa stor, at man ordentlig synes at føle sin Tilværelse med Behagelighed, naar denne Trang for et Øieblik afhjelpes.
Da jeg er kommet til at berøre Capitlet om Mad og Drikke, vil jeg med et Par Ord omtale den Diæt, som den Reisende maa holde i Fjeldegnene. Af Brød findes intet uden grovt Havre-Fladbrød; sød Melk er om Sommeren ei at faa, da alle Kreature ere til Sæters; suur Melk derimod savnes næsten aldrig. Dog er denne ofte Maaneder gammel; thi paa Sæteren skummes den, og efter at man har lavet Ost af en stor Deel, sendes det Overblevne paa Kløv i store Bimpler ned til Gaarden, og bevares i en almindelig Melkebeholdning; hvor Nyt og Gammelt blandes om hinanden. Dens Farve spiller derfor undertiden i det Grønlige, og den pirrer Næsen inden man endnu faar den i Munden[1]. Foruden flere Slags skarp Ost finder man undertiden endnu en Melkespise, nemlig den saakaldede Prim[2], fra hvilken dog enhver Kjøbstad-Mave strængeligen maae afholde sig, da selve Bønderne, der ere vante til den, kun spise nogle faa Skeer ad Gangen. Smør erholdes altid særdeles godt og friskt. Det frembæres i en trebenet Træringe, hvoraf det fremrager i Form af en Halvkugle. For Fremmede maa altid ene ny og urørt Halvkugle fremsættes; jo større den er, desto bedre tolker den Vertens Velstand og hans Opmærksomhed for Gjæsterne. Af Kjødspiser faar man intet andet end saltet og vindtørret Gjedekjød, som sædvanligt er flere Aar gammelt. Dette skjæres med en skarp Tællekniv langs efter Trævlerne i lange tynde Spaaner, lig Høvlespaaner, og hvo der ei
- ↑ I Begyndelsen torde jeg ei smage denne Melk, men mærkede snart, at af al den Kost, her var at saa, var denne den mest nærende og velgjørende for Constitutionen. Jeg vil vel tro, at en saadan Diæt vilde hos en Kjøbstædboer ved hans sædvanlige Liv foraarsage en fuldkommen Indigestion: men imellem Fjeldene taaler man Alt.
- ↑ Prim kaldes Myse-Osten, førend den er indkogt til saadan Fasthed, at den kan formes. Dog er den saa stiv, som en meget haard Meelgrød. Den spises med Skeer og dyppes i tyk Melk. Det er formodentlig den concentrerede Melkesyre, der, naar denne Spise ikke nydes særdeles sparsomt, selv i en Bondemave foraarsager de voldsomste Udtømmelser.
