Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
16

bevertet med det bedſte Huſet formaaede (Flødegrød), og vi andre, ſom det kunde falde ſig, med tyk Melk, Fladbrød og Oſt, lagde vi os til Hvile; men i hvor mødig jeg var, ſaa fik jeg neppe en Times Blund formedelſt en Mængde Lopper, der her, ſom ſædvanlig i Bøndernes Senge, vrimlede, og foraarſagede en Fornemmelſe lig den at hvile paa Brændenelder. Om Morgenen beklagede jeg mig for Vertinden, og fik til Trøſt, „at det kunde være ſlemt nok for dem der ei var vant dertil“. Dog ſkiltes vi i al Venſkabelighed fra hende; ja hun bad os endelig hilſe vore Koner fra hende, og føiede til, at derſom vi en anden Gang kom der til Dalen, iſær en famille, da kunde vi tage ind hos hende.

Saaledes ſtyrtet og forberedet maatte jeg den 3die Juli om Morgenen ſige mine muntre Reiſefæller Farvel, for alene at begynde den beſværligſte Deel af min Reiſe, nemlig Gangen over Hardangerfjeldet, mod hvilken den hidtil udførte Reiſe maatte anſees ſom en let og behagelig Spadſeregang. De gik mod Øſt, og jeg lidt hjerteklemt mod Veſt langs opad Dalen for at faa Heſt over Fjeldet fra en af de høieſte Fjeldgaarde paa Fjeldets øſtre Side. Beſtandig ſteeg Dalen høiere og høiere, og Gangen blev tungere og tungere; Solheden udmattede end mere. Her mødte jeg en Kone førende en Kløvheſt, paa hvilken i hver Kløv var faſtbunden en dyb Kurv, fuldpakket med Hø, og af hver Kurv ſtak 2 Børnehoveder frem. Dette er den eneſte Maade, paa hvilken de Stakler kan føres opad de ſteile og ujævne Fjeldſtier, hvor et voxent Menneſke kuns med Anſtrengelſe og Forſigtighed kan gaa. Naar Foraaret kommer, maa nemlig Moderen med Børnene, om de end ei vare mere end et Par Maaneder gamle, drage til Fjeldſæteren med Kreaturene. Imidlertid ſpares omhyggelig de faa Græsſtraa, der voxe hjemme omkring Gaarden, for i det mindſte at afgive nogen Hjelp til en tarvelig Vinterfourage. Dette ſynes mig at være den traurigſte Side af Fjeldbondens Liv, at han maa opleve 2 Vintre i hvert Aar. Saaſnart nemlig Sneen er af Marken, hvilket her førſt indtræffer i Slutningen af Juni Maaned, drager han op i en Egn, hvor endnu alle November Maaneds ubehagelige Ledſagere vente paa ham. Efter lidt mere end 2 Maaneders Liv i en øde Fjeldegn, hvor ingen Blomſt mere kan gro, men hvor ikke