den næste Stil havde jeg gjort mig særdeles Umage for at tegne Bogstaverne efter de mig bekjendte Former, og fik Roes; „Der seer Du“, tilføiede ham „at jeg havde Ret; man kan hvad man vil“. Denne Roes virkede saa meget, at jeg omsider, ved at copiere en Meddiscipels (Cloeds) Bogstaver, der skrev, en smuk rund Haand (en Middelting imellem latinske og gothiske Bogstaver), omsider kom til at skrive en anstændig Haand.
Amberg var en kundskabsriig„ brav og godmodig Mand, men hans heftige Sind og Opfarenhed formindskede den Agtelse, Disciplene ellers vilde varet tilbøielige til at vise ham. Undertiden kastede han Discipelen den hebraiske Bibel eller en anden tyk Bog i Hovedet; undertiden gik han i sit Raserie langs det lange Skolebord, og feiede alle de der liggende Skolebøger ned paa Gulvet. Men hans sædvanlige Tugteredskab, foruden den knyttede Næve, hvormed han undertiden ved et forfeilet Slag kom til at slaae i Bordet, saa det smertede ham, var en af de lange Kiler, som holdt Skolebordenes Fødder sammen. Med denne huggede han Discipelen i Hovedet. Lagde Synderen sig tilbage paa Bænken, for at undgaae Slaget, bukkede A. sig over det smale Bord og kneb ham i Laaret, og naar denne rettede sig lidt op, for at forhindre ham i Fortsættelsen af Torturen, fik han en vældig Øredask, hvorpaa A. med en halv comisk Triumf raabte: „det var et Krigspuds, Din Satan“. Da han en Gang med Kilen i Haand nærmede sig til en Discipel ved Navn Jablonsky, trak denne en Trækaarde, som han til dette Brug havde skaaret og stukket i Buxesmækken, satte sig en garde, og spurgte med en rolig comisk Mine: „Vil Hr. Amberg fægte?“ hvorved denne maatte smile, og gik tilbage til sin Stol. Samme Jablonsky bragte engang alle de af sine Bøger, hvis Bind ved den ovenomtalte Maneuvre vare bleven afrevne, til en Bogbinder for at indbindes paa nyt, og presenterede Amberg Regningen, hvilken denne uden Modsigelse betalte[1].
- ↑ Denne Jablonsky traf jeg mange Aar efter i Kjøbenhavn udenfor Regentsen i en meget lugslidt sort Kjole, mager og med gulagtig Ansigtsfarve, og spurgte ham, „hvordan gaaer det gamle Kammerat?“ — „Oh! min Broder, det gaaer s’gu skidt“. — Har Du da ingen Patron, der kan anbefale Dig? — „Jeg har ingen anden Patron end Gud i Himmelen og han formaaer ikke stort her paa Jorden“. — Han havde i nogen Tid kummerligt opholdt Livet ved at flikke Skoe for Regentsianerne; men Kjøbenhavns Laugsmestere havde til Consistorium indgivet Klage over dette Indgreb i deres Profession.
