Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
VII

den næſte Stil havde jeg gjort mig ſærdeles Umage for at tegne Bogſtaverne efter de mig bekjendte Former, og fik Roes; „Der ſeer Du“, tilføiede ham „at jeg havde Ret; man kan hvad man vil“. Denne Roes virkede ſaa meget, at jeg omſider, ved at copiere en Meddiſcipels (Cloeds) Bogſtaver, der ſkrev, en ſmuk rund Haand (en Middelting imellem latinſke og gothiſke Bogſtaver), omſider kom til at ſkrive en anſtændig Haand.

Amberg var en kundſkabsriig„ brav og godmodig Mand, men hans heftige Sind og Opfarenhed formindſkede den Agtelſe, Diſciplene ellers vilde varet tilbøielige til at viſe ham. Undertiden kaſtede han Diſcipelen den hebraiſke Bibel eller en anden tyk Bog i Hovedet; undertiden gik han i ſit Raſerie langs det lange Skolebord, og feiede alle de der liggende Skolebøger ned paa Gulvet. Men hans ſædvanlige Tugteredſkab, foruden den knyttede Næve, hvormed han undertiden ved et forfeilet Slag kom til at ſlaae i Bordet, ſaa det ſmertede ham, var en af de lange Kiler, ſom holdt Skolebordenes Fødder ſammen. Med denne huggede han Diſcipelen i Hovedet. Lagde Synderen ſig tilbage paa Bænken, for at undgaae Slaget, bukkede A. ſig over det ſmale Bord og kneb ham i Laaret, og naar denne rettede ſig lidt op, for at forhindre ham i Fortſættelſen af Torturen, fik han en vældig Øredaſk, hvorpaa A. med en halv comiſk Triumf raabte: „det var et Krigspuds, Din Satan“. Da han en Gang med Kilen i Haand nærmede ſig til en Diſcipel ved Navn Jablonſky, trak denne en Trækaarde, ſom han til dette Brug havde ſkaaret og ſtukket i Buxeſmækken, ſatte ſig en garde, og ſpurgte med en rolig comiſk Mine: „Vil Hr. Amberg fægte?“ hvorved denne maatte ſmile, og gik tilbage til ſin Stol. Samme Jablonſky bragte engang alle de af ſine Bøger, hvis Bind ved den ovenomtalte Maneuvre vare bleven afrevne, til en Bogbinder for at indbindes paa nyt, og preſenterede Amberg Regningen, hvilken denne uden Modſigelſe betalte[1].

  1. Denne Jablonſky traf jeg mange Aar efter i Kjøbenhavn udenfor Regentſen i en meget lugſlidt ſort Kjole, mager og med gulagtig Anſigtsfarve, og ſpurgte ham, „hvordan gaaer det gamle Kammerat?“ — „Oh! min Broder, det gaaer ſ’gu ſkidt“. — Har Du da ingen Patron, der kan anbefale Dig? — „Jeg har ingen anden Patron end Gud i Himmelen og han formaaer ikke ſtort her paa Jorden“. — Han havde i nogen Tid kummerligt opholdt Livet ved at flikke Skoe for Regentſianerne; men Kjøbenhavns Laugsmeſtere havde til Conſiſtorium indgivet Klage over dette Indgreb i deres Profesſion.