Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
VI

Ankers Lyſtſted Sommerroe, og der forvandlet til et Lyſthuus, hvor den endnu ſtod efter 1814.

Efter min Faders Død ſolgte min Moder ſin Gaard og en anden Eiendom i Oslo, der laae paa det gamle Kloſter Nonneſæters Grund, og kjøbte en anden liden Gaard i Chriſtiania. De 3000 Rdlr., hun derefter havde i Behold, laante hun til ſin Lagværge, en Juſtitsraad Smidt, ſom eiede Ruſeløkken. Da hans Bo ved hans Død befandtes fallit, tabte hun disſe, og kunde med 5 ſmaae Børn og en ringe Enkepenſion ei tænke paa at udføre min Faders Beſlutning, ſom havde beſtemt mig til Søetaten. Efter at have i nogle Aar beſøgt et Par ſaakaldte Pugeſkoler, hvor der, iſær hos en Danſk Tyran ved Navn Thorius, ſørgedes langt mere for Optugtelſe end for Oplærelſe, ſatte min Moder mig i mit 9de Aar i Chriſtianias Kathedralſkole, ſom den Gang i de tre nederſte Clasſer havde høiſt maadelige Lærere. I den nederſte eller anden Lectie (thi den førſte var ſløifet) læſte man lidt Geographie, den gamle Hiſtorie efter Kall, dog uden at have Karter over det gamle Grækenland til Veiledning, latinſk Grammatik, Eutropius og Fædrus; i tredie og fjerde Lectie græſk Grammatik, Evangelierne i det græſke Teſtamente, der blev overſat paa Latin, og Juſtinus; i femte Lectie hebraiſk Grammatik, de førſte Capitler af førſte Moſebog paa hebraiſk, mere af det græſke Teſtamente, Epiktets Haandbog og noget af Ciceros Bog om Pligterne, ſamt nogle af Horatſes Oder.

Man kunde, ſom Flere have bemærket, den Tid blive Student, næſten uden at kunne ſkrive og regne. Dette var næſten bogſtaveligt Tilfældet med mig. Da jeg efter 4 Aars Forløb var kommen til femte Lectie, hvis Hører var Herman Amberg (ſiden Rector ved Skolen i Chriſtianſand), og en Dag leverede ham min latinſke Stil, vendte han Papiret førſt paa den ene, derpaa paa den anden Side og lod det derpaa falde paa Gulvet, og ſagde: „det ſeer jo ud ſom om Du havde dyppet en Flue i Blækhuſet og derpaa ladet den krybe over Papiret“. I det jeg bukkede mig for at tage det op fra Gulvet, ſatte han Foden paa det, og gav mig et drøit Ørefigen. Jeg bemærkede frygtſomt: man formaaer jo ikke at ſkrive bedre end man kan. „Man kan hvad man vil, Din Lømmel“ var Svaret. Ved