Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
94

Hans Excellents til Uleilighed, og derfor ikke vovede, at gjentage Forſøget. Han bemerkede derpaa ſærdeles høfligt: „Vent blot nogle Minuter: jeg har et Par Ord at tale med denne Herre her (han pegede paa en Mand i Uniform, den eneſte velklædte Perſon i Salen), ſaa ſkal jeg være til Deres Tjeneſte“. Han tog nu denne Mand med ſig ind i ſin Arbeidsſtue, kom efter et kort Ophold tilbage, og førte mig ind. Han var nu ligeſaa høflig, ſom han førſte Gang havde været fraſtødende. Han yttrede: „Mine Toldbetjente have handlet ret; de torde ikke andet; men nu ſkal De ſee, hvor ſnart Sagen ſkal være bragt i Orden“. Han ſkrev et Par Ord paa en Lap Papir, trak i en Klokkeſtreng og befalede den indtrædende Tjener, at bringe Seddelen til Toldboden. Han viſte mig derpaa Manuſkriptkarter over Uralkjæden i en ſtor Maaleſtok, paa hvilke alle de Steder, hvor man havde fundet Guld, vare angivne med guul Farve, og gjorde opmærkſom paa, at de alle laae paa den øſtlige Skraaning af Fjeldet, hvilket ſyntes at antyde, at engang en mægtig Vandmasſe havde ſtødt an mod den ene Side af Bjergkjæden, og havde afſat dette tungere Material paa den modſatte. Han bad mig tilſidſt, ifald jeg paa min Reiſe opdagede nogen Uorden, ſom fortjente at dadles, at jeg i ſaa Tilfælde vilde melde ham den. Jeg gik nu med let Hjerte fra ham til Toldboden, hvor jeg fandt, at den lille Lap Papir havde virket ſom en Trylleformular. Alt lige indtil Pakvognen blev mig udleveret med den ſtørſte Beredvillighed, ſaa at den Svenſke Skipper blev befriet for at betale de 100 Rubler i Bøder.

Dagen efter vor Ankomſt gik vi ud for at opſøge vor tilkommende Medreiſende Dr. Erman, hvis Bopæl Baron Stieglitz havde angivet os, med Tilføiende, at han var ganſke fortvivlet over vor lange Udeblivelſe. Hans Bopæl fandt vi derved, at vi i et Vindue i andet Stokverk af et Huus opdagede et lidet aſtronomiſkt Inſtrument Ltnt. Due gik foran op ad Trappen, og ſpurgte en liden ung Mand, der kom os imøde, med ſorte Haar, og i en blaarudet Bluſe, ſamt med et rødt uldent Skærf om Halſen, paa Rusſiſkt, om han kunde ſige os, om den Tydſke (Nemetſchki) Doctor Erman var hjemme? Han betragtede os med ſtirrende Blik, jeg ligeledes ham, og gjenkjendte endelig i ham den vi ſøgte, hvorpaa han fløi mig om Halſen. Han ledſagede