Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/121

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
93

holm, laae der intet Skib i Havnen, ſom var beſtemt til Åbo, derimod laae et ſeglfærdigt for at gaae directe til Petersburg, og jeg havde ingen Anelſe om, at denne Omſtændighed kunde have ſaa ubehagelige Følger“. — Han blev imidlertid ved ſin Paaſtand, at det var min egen Skyld, og i det han vendte ſit Blik mod et Uhr ved Væggen, tilføiede han kort: „og Klokken er jo endnu ikke 4“ (jeg var altſaa kommen lidt for tidligt). Derpaa vendte han mig Ryggen, og jeg maatte gaae med uforrettet Sag. Aldrig hverken før eller ſiden er jeg af Nogen bleven behandlet ſaa uhøfligt. Nu var altſaa det ſidſte Haab ſluppet, alle Veie vare ſperrede; jeg kunde ikke reiſe til Sibirien uden mine Inſtrumenter; jeg kunde ikke vende tilbage til Norge uden dem, og dette vilde desuden være en Proſtitution, efter alle de Foranſtaltninger, der Aaret tilforn vare gjorte til Expeditionen, hvilke ved videnſkabelige Journaler vare bleven bekjendtgjorte over hele Europa.

Nogle Dage gik hen i denne trøſtløſe Stilling, indtil jeg endelig beſluttede mig til nok et Forſøg. Om Formiddagen imellem Kl. 9 og 10, ſagde man, gav han een Gang ugentlig Audients for Enhver, der havde noget at anſøge. Jeg gik derfor derhen den 4de Juli om Morgenen, og fandt Miniſterens Forgemak fuldt af en Mængde fattige Folk — for det meſte gamle Mænd i Faareſkinds Peltſe og ligeſaa ſimpelt klædte gamle Fruentimmer — ſom alle vare opſtillede i en ſtor Kreds langs Væggene. Miniſteren, klædt i en graae Düſfels Morgenfrak og røgende af en lang Tyrkiſk Tobakspibe, gik om i Kredſen fra den Ene til den Anden, hørte paa Enhvers Andragende og ſvarede et Par trøſtende Ord. Jeg tog min Plads imellem de Anſøgende; og da jeg var ſortklædt og havde Nordſtjerneordenen paa Bryſtet, trak jeg hans Opmærkſomhed til mig. Efterhaanden ſom han nærmede ſig til det Sted i Kredſen, hvor jeg ſtod, kaſtede han flere Gange ſit Blik paa mig, og jeg kunde merke, at han gjenkjendte mig. Endelig kom han hen til mig, og ſagde i en ſærdeles høflig og undſkyldende Tone: „Hvorfor er De kommen paa denne Tid, da jeg, ſom De ſeer, er belemret med alle disſe ſimple Folk, ſom have et eller andet at beklage ſig over, eller noget at bede mig om? Hvorfor er De ikke kommen paa den ſædvanlige Audientstid om Eftermiddagen?“ Jeg ſvarede, at jeg allerede een Gang paa denne Tid var kommen