holm, laae der intet Skib i Havnen, som var bestemt til Åbo, derimod laae et seglfærdigt for at gaae directe til Petersburg, og jeg havde ingen Anelse om, at denne Omstændighed kunde have saa ubehagelige Følger“. — Han blev imidlertid ved sin Paastand, at det var min egen Skyld, og i det han vendte sit Blik mod et Uhr ved Væggen, tilføiede han kort: „og Klokken er jo endnu ikke 4“ (jeg var altsaa kommen lidt for tidligt). Derpaa vendte han mig Ryggen, og jeg maatte gaae med uforrettet Sag. Aldrig hverken før eller siden er jeg af Nogen bleven behandlet saa uhøfligt. Nu var altsaa det sidste Haab sluppet, alle Veie vare sperrede; jeg kunde ikke reise til Sibirien uden mine Instrumenter; jeg kunde ikke vende tilbage til Norge uden dem, og dette vilde desuden være en Prostitution, efter alle de Foranstaltninger, der Aaret tilforn vare gjorte til Expeditionen, hvilke ved videnskabelige Journaler vare bleven bekjendtgjorte over hele Europa.
Nogle Dage gik hen i denne trøstløse Stilling, indtil jeg endelig besluttede mig til nok et Forsøg. Om Formiddagen imellem Kl. 9 og 10, sagde man, gav han een Gang ugentlig Audients for Enhver, der havde noget at ansøge. Jeg gik derfor derhen den 4de Juli om Morgenen, og fandt Ministerens Forgemak fuldt af en Mængde fattige Folk — for det meste gamle Mænd i Faareskinds Peltse og ligesaa simpelt klædte gamle Fruentimmer — som alle vare opstillede i en stor Kreds langs Væggene. Ministeren, klædt i en graae Düsfels Morgenfrak og røgende af en lang Tyrkisk Tobakspibe, gik om i Kredsen fra den Ene til den Anden, hørte paa Enhvers Andragende og svarede et Par trøstende Ord. Jeg tog min Plads imellem de Ansøgende; og da jeg var sortklædt og havde Nordstjerneordenen paa Brystet, trak jeg hans Opmærksomhed til mig. Efterhaanden som han nærmede sig til det Sted i Kredsen, hvor jeg stod, kastede han flere Gange sit Blik paa mig, og jeg kunde merke, at han gjenkjendte mig. Endelig kom han hen til mig, og sagde i en særdeles høflig og undskyldende Tone: „Hvorfor er De kommen paa denne Tid, da jeg, som De seer, er belemret med alle disse simple Folk, som have et eller andet at beklage sig over, eller noget at bede mig om? Hvorfor er De ikke kommen paa den sædvanlige Audientstid om Eftermiddagen?“ Jeg svarede, at jeg allerede een Gang paa denne Tid var kommen
