Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
92

Toldboden, for at faae vore Sager udleverede, men forgjæves; vi bleve affærdigede med ubeſtemte og undvigende Svar. Den ſtørſte Vanſkelighed gjorde en Pakvogn, ſom jeg til Transport af vore Kufferter, Inſtrumenter og de mange Fornødenheder, ſom til en Reiſe igjennem Sibirien ere uundværlige, havde medbragt fra Chriſtiania. Mægleren i Kronſtadt havde ſpurgt, hvor mange Collies vi medbragte, og det faldt mig ikke ind hertil at regne denne Pakvogn; den ſtod altſaa ikke paa Liſten. Den ſkulde derfor confiſkeres, og Skipperen, ſom ikke havde angivet den, betale 100 Rubler i Bøder. En Dag traf jeg hos vor Banquier Baron Stieglitz en Geheimeraad Druſchini, ſom arbeidede under Cancrin, og beklagede for ham min Nød. Han var ſaa artig, at opſætte for mig en Franſk Skrivelſe til Miniſteren, hvilken jeg underſkrev; og han lovede mig, ſtrax at ſende den til Bureauet, for at bevirke Udleveringen. Men Alt dette hjalp ikke. Ulykken var, at Grev Cancrin, ifølge Grev Suchtelens Meddelelſe, at jeg vilde reiſe over Åbo og Wiburg, havde givet Autoriteterne paa disſe Steder Befaling, at lade mig pasſere uden de ſædvanlige Formaliteter; men da jeg var kommen directe til Kronſtadt og Petersburg ſaa vare ingen Foranſtaltninger os vedkommende her trufne.

Endelig blev det mig antydet, at ingen anden Udvei var mulig, for at faae Ende paa Sagen, end at henvende mig perſonlig til Miniſteren, ſom gav Audients Kl. 4 om Eftermiddagen. Jeg gik altſaa derhen, og da den Rusſiſke Betjent, ſom ſtod ved Døren, gav at forſtaae, at Hans Excellents var hjemme, og jeg ikke forſtod, hvad han tilſøiede, bankede jeg paa, og gik ind. Jeg traf Miniſteren i Samtale med en geiſtlig Mand, og klagede ham min Nød. Han ſvarede i vred Tone: „Det er Deres egen Skyld!“ Han havde ifølge mit Udſagn, at jeg vilde reiſe igjennem Finnland givet Toldembedsmændene i Åbo og Wiburg Befaling, at lade mig pasſere uden Vanſkelighed. Var jeg kommet den Vei, ſkulde jeg ſeet, hvor høfligt man vilde behandlet mig. Jeg kunde ſpørge Dr. Erman, hvorledes man havde modtaget ham ved den Rusſiſke Grændſe, da han kom fra Berlin. Toldperſonalet havde paa det prægtigſte beværtet ham“. — Til min Undſkyldning ſvarede jeg: „Over Omſtændighederne, Deres Excellents, kan man ikke raade; paa den Tid, da jeg vilde afreiſe fra Stock-