Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/119

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
91

Bøder. Det værſte var, at vi ikke forſtode disſe Menneſker, ligeſaalidt ſom de os, ſaa at alle Foreſtillinger vare forgjæves. Vi maatte henvende os til en Tydſk Mægler paa Stedet, ſom forfattede en Fortegnelſe over alle de af os medbragte Sager, og inden disſe og alle andre Formaliteter vare bragte i Orden, forgik næſten to hele Dage, ſaa at vi førſt den 10de om Middagen kunde ſegle videre. Men nu var Vinden ſprunget om, ſaa at vi førſt naaede Petersburg om Aftenen Kl. otte, og ankom uvaſkede og ubarberede til en Tydſk Hotelvert Heide paa Waſilii-Oſtrow, en af de Øer, paa hvilke Hovedſtaden ligger. Under Indſeglingen ſtod Aftenſolen i Veſt bag os, og foran os laae mod Øſt den uhyre Keiſerſtad i Glands af den allerede lavt ſtaaende Sol, hvis Straaler tilbagekaſtedes af de ſtærkt forgyldte Kuppler og ſpidſe Taarnſpire. Høie Palladſer i en mere ſtorartet Stil, end jeg nogenſinde før havde ſeet, alle byggede af en gulagtig Sandſteen, mange med næſten græsgrøn Tagbedækning, viſte ſig for vore forundrede Blikke og gjorde en imponerende Virkning.

Indklareringen ved Kronſtadt og Udklareringen i Petersburg var forbundet med ſaa mange Vanſkeligheder og Vidtløftigheder, at jeg, hvis jeg før havde haft en Anelſe derom, viſt længe vilde have betænkt mig paa, at foretage denne Reiſe. Da jeg traadte ind i Toldboden i Petersburg, bleve Kufferterne gjennemrodede og mine faa Bøger borttagne og plomberede, for at ſendes til Cenſur-Commisſionen. Det hjalp intet at jeg viſte Betjenterne, at det kuns var Logarithmetabeller og aſtronomiſke Aarbøger, ſom indeholdte lutter Tal, tillige nogle Bind af Schumachers „aſtronomiſche Nachrichten“, en Rusſiſk Grammatik og et Bind af Münſters Prædikener; de ſkulde alligevel underkaſtes Cenſur! Endelig kom vi til en Pakke indbundne Bøger med reent Papir, beſtemte til deri at antegne Obſervationerne; jeg ſpurgte, om disſe ogſaa ſkulde ſendes til Cenſuren; men de bleve dog frigivne. Mine Chronometre vilde man tage fra mig, for at indſpærre dem tilligemed de øvrige Inſtrumenter i et Pakhuus. Men da jeg herved bemærkede, at ſaa maatte man ogſaa indſpærre mig i Pakhuſet, ſaaſom de hver Dag ſkulde optrækkes, var man ſaa naadig, at tillade mig at tage dem med til Hotellet.

En heel lang Uge gik jeg eller Lieutenant Due hver Dag til