Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
88

ind paa denne Idee, indførte paa Norges Budget for Aarene 1827—1830 et Anſlag paa en Sum til Reiſens Udførelſe; og det i Aaret 1827 forſamlede Storthing bevilgede i Midten af Juli ſamme Aar næſten eenſtemmigt[1] den foreſlaaede Sum, uagtet dette Foretagende var reent videnſkabeligt, og aldeles ingen materiel Interesſe havde for Norge. Hans Majeſtæt befalede ſin Miniſter i Petersburg, Baron N. Fr. Palmſtierna, at underhandle med Ruslands Keiſer om Tilladelſe til Reiſens Udførelſe. Ved denne Underhandling ſpurgte Keiſeren ſtrax: hvad vil han foretage ſig i Sibirien? — Svar: udføre endeel videnſkabelige Underſøgelſer, fornemmelig over de magnetiſke Phænomener. — Formodentlig i Spøg udbrød Keiſeren: „eh bien! S’il veut rester la[2]. Men da Palmſtierna yttrede: Hans Majeſtæt min Konge interesſerer ſig ſærdeles for dette Foretagende, ſvarede Keiſeren: „Nu vel! ſaa lad ham komme“.

Vor Geolog, Profesſor Keilhau, havde yttret det Ønſke, at ledſage mig paa denne Reiſe, men blev forhindret, i det Regjeringen havde paalagt ham, at foretage en mineralogiſk Underſøgelſe af Norges nordlige Regioner. Dette var meget beklageligt, da de øſtlige Egne af Sibirien omkring Baikal Søen og Tunguſerlandet, ſom jeg ſenere beſøgte, visſelig vilde have givet Geologen Anledning til interesſante Opdagelſer. Da det imidlertid i flere Henſeender var behageligt, paa en ſaa lang og beſværlig Reiſe at have en Ledſager, ſaa tilbød ſig Hr. Lieutenant Due af den Norſke Marine, der havde nogen Øvelſe i Brugen af aſtronomiſke Inſtrumenter, at ledſage mig. I Aaret 1824 havde jeg i Berlin gjort Bekjendtſkab med Profesſor Paul Erman, ſom havde beſkjæftiget ſig med Jordens magnetiſke Phænomener og ſelv anſtillet endeel Iagttagelſer. Han viſte mig en ſtor Kapſel, ſom havde Udſkriften „Hansteniana“ og indeholdt Excerpter af mine Arbeider, og hans egne derhen hørende Iagttagelſer. Da han af Tidningerne ſaae, at det Norſke Storthing havde bevilget de nødvendige Midler, ſaa ſpurgte han mig i et Brev af 24de Juli 1827, om jeg ikke vilde medtage hans Søn Adolph Georg Erman, ſom den

  1. Af 100 Stemmer var kuns een mod Bevillingen.
  2. Ja vel! derſom han vil forblive der.