der mod Vest lidt efter lidt sænker sig fra omtrent 5000 Fod til 1000 eller 1500 Fods Høide, og derpaa ved Norges vestlige Kyster brat styrter sig ned i Havet. Man kunde forestille sig Bergens Stift at være fremkommet paa følgende Maade: Et stærkt Tryk fra Vesten har drevet en blød Masse foran sig indad mod Norges Kyster, og derved opdynget den til en Høide af over 5000 Fod. Efterat Trykket er ophørt, har den bløde Masse efterhaanden sunket tilbage imod Udkanterne, og derved faaet adskillige store Revner (Sørfjorden, Hardangerfjorden o. s. .v.) og nærmest Søkanten adskilt sig i mindre Brokker, den nærværende Skjærgaard. Uden disse Revner eller Fjorder vilde den største Deel af Bergens Stift være en aldeles ubeboelig Steenmasse; thi kuns langs med Fjordene boe de tyndt adspredte Indbyggere i Fjeldkløfter under de lodrette Fjeldvægge, hidlokkede af Søen, somt er deres vigtigste Næringskilde. Naar man betragter Stiftet i Sammenhæng, saa kan man f. Ex. ikke sige, at man er nede af Hardanger-Fjeldet, naar man er kommen til Ullensvang; man er blot nedstegen i en af dets Revner. Thi sætter man over den 1⁄4 Mil brede Sørfjord, saa har det vestlige Fjeld Folgefonden atter omtrent samme Høide, som det østlige. Ved Samlensjord ere vel Fjeldvæggene mindre lodrette, men Fjeldet selv ser dog endnu for høit til at kunne beboes undtagen langs Fjordene. Det samme er for det meste Tilfældet med Øerne langs Vestkysten. Jeg bilder mig aldeles ikke ind, at Bergens Stift virkelig er blevet til paa denne Maade (det maa Geologerne bedst forstaae), men det forekommer mig, som om denne Forestillings-Maade giver Phantasien et let fatteligt Billede af det vestlige Norges Dannelse. Med faa Ord: hele Bergens Stift og den største Deel af Christianssands Stist er Fjeldet; det hele nordlige Europas Dige og stærke Formur.
Den 3die August sagde jeg mine Bergenske Venner Farvel, og
