foruden fuld Ret til den Fornærmede, bøde 40 Mark til Kongen. Dette forklarer Loven selv ved Tillægget; þat heitir bardagi fullr; Forudsætningen er altsaa, at et saa voldsomt Overfald indeholder et Brud paa Landefreden, hvilket bestyrkes ved Sammenligning med F. L. IV. 62.
Nogen forskjellig Bedømmelse af Legemsfornærmelser, eftersom de var forøvede uden nogen samtidig given Anledning, eller under Klammeri eller Slagsmaal, kan ikke at de ældste Love sees at være gjort, hvis ikke netop det karakteristiske ved de ovenfor nævnte Øfundardrep har ligget heri. Naar F. L. Indl. 1 og 6. IV. 1[1] m. fl. særlig fremhæver den Fornærmedes Sagesløshed, da er dette ment i Modsætning til virkeligt Nødværge eller berettiget Hævn, der udelukker alt Ansvar.
Derimod forekommer i begge Love forskjellige Tilfælde, hvori voldsomheder mod Person ikke medførte Ret, og stundom ikke noget eller kun et formindsket Ansvar: smaa Bøder til Modparten og intet til Kongen, – enten fordi den fornærmelige Karakter antoges at mangle, eller fordi Fornærmelsen ikke antoges at egne sig til Oprejsning. Herhen hører saaledes Bestemmelsen i G. L 191 og F. L. IV 18 og X. 41, hvor Ansvaret for at hæve Vaaben mod Nogen, løbe ind paa Nogen eller slaa den Hest, som Nogen sidder paa, – altsaa Forgaaelser, som nærmest har sin Grund i Kaadhed, – er gjort afhængigt af, at den Fornærmede strax skyder til Vidne derpaa. Fremdeles G. L. 195: at den, som drog en Anden i Haaret, skulde bøde halv, og hvis han tillige rystede ham (tuttan), fuld Ret; men hvis de begge kastede sine Vaaben og greb hinanden i Haaret (vingretta), var der ingen Ret herfor. Efter G. L. 190 havde, naar Kvinder sloges, ingen Anden Ret herfor end de selv, hvoraf Meningen uden Tvivl er, at det i den Sags Anledning ikke ansees sømmeligt for deres Mænd eller Frænder at rejse nogen Paatale; jfr. F. L. X. 38, hvorefter det alene skulde bødes med halv Ret, naar en Kvinde slog en anden Kvinde, men med fuld Ret, hvis hun slog en Mand. – Beklagede Nogen sig
- ↑ nema hinn hafi verkat sér til ádr.
