over at have faaet Hug og Slag, uden at bære Spor deraf paa sit Legeme, ansaaes det efter G. L. 211 som en opdigtet Historie (svarta-slag, jfr. B. K. R. (II.) 13: svarta-slag hit hvíta). At beskylde Nogen for at have faaet Prygl var Fuldrets-Sag, og medførte endog 40-Marks-Bod til Kongen, hvilket aabenbart har sin Grund i den Fare for Ufred, som slig ophidsende Beskyldning kunde fremkalde, jfr. Kap. 216 og B. R. 31, hvor Boden til Kongen er bortfaldt. Klagede 2 Mænd gjensidig over at have faaet Prygl af hinanden (barsmíð), uden at have Vidner derpaa, skulde hver af dem ifølge G. L. 208 bøde sin egen Ret til Kongen, men intet til Modparten. – Et mærkeligt Vidnesbyrd om, hvilken Vægt man paa den ene Side tillagde den paaklagede Gjernings objektive Resultat, og paa den anden Side Gjerningens personlig fornærmende Karakter, afgiver G. L. 205: at, naar Nogen kaster efter En, men rammer en Anden (gassa-glœpr d. e. en klodset Mands Forseelse), skal han alene bøde 6 Ører (= þokkabót) til den Rammede, medens ingen Bud er fastsat til den, hvem Angj. havde villet ramme. At kaste paa en Anden i Spøg medførte naturligvis intet Ansvar; ligesaalidt Skade, som Nogen fik i Brydekamp, hvori han frivillig havde indladt sig, G. L. 216.
Om uagtsom Legemsbeskadigelse taler de ældste Love iøvrigt kun, forsaavidt Skaden var tilføjet af Nogens Husdyr. G. L. 147 og 165; F. L. V. 16 og 17; B. R. 138 og 139, hvorefter Ejeren er pligtig til at overlevere Dyret til den Skadelidte, eller selv bøde for Skaden. – Det samme gjaldt om Legemsfornærmelser, forøvede af anden Mands Træl. G. L. 204; F. L. V. 31, idet Forudsætningen er, at Trællen vil blive aflivet, hvis ikke Herren forliger Sagen med den Fornærmede[1]. – Sandsynligvis har uagtsom Skadetilføjelse paa Legeme udenfor disse Tilfælde ikke medført nogen Bod, men alene Erstatning for Lægeløn og Kosthold. At der skulde være forholdt efter Analogien af uagtsomt Drab, en efter dettes særegne Natur, mindre antageligt.
Den nyere Lov har, overensstemmende med sin hele for-
- ↑ Jfr. ovf. S. 45–6.
