Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/84

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

derimod efter Lovene, saaledes som vi nu besidder dem, Ruder at have været Gjerningens eneste Følge, og Hævnen ganske at have været udelukket, saa at Fredløshed først indtraadte, hvis Gjerningsmanden vægrede sig ved at bøde, jfr. G. L. 195, der opregner forskjellige mindre Legemsfornærmelser, hvorfor bestemmes halv eller fuld Rets Bod, men derhos for et enkelt Tilfælde, i streng Undtagelsesform (ligesom det følgende Kap. 196 for de groveste Ærefornærmelser), opretholder Retten til Hævn ved udtrykkelig at tilføje: þá má hann þar vega um.

Lovene skjelnede, eftersom Fornærmelsen bestod i Afhug og Saar, eller alene i tørre Hug og Slag (drep). Efter Gulatingsloven skulde alle Slag, tilføjede med Vaaben, betragtes som Saar[1]; hvorimod det efter Frostatingsloven alene kom an paa, hvorvidt der kom Blod ud.

For Afhug og Saar skulde Gjerningsmanden til den saarede erlægge Saarbøder efter Saarets Beskaffenhed, saavelsom Erstatning for Lægeløn og Kosthold, indtil han var helbredet, og til Kongen en Bod (løgbaugar), der var bestemt i Forhold til Gjerningsmandens egen personlige Ret (se Retshist. I. S. 83). Jfr. G. L. 179–185; F. L. IV. 10–13, 16–22, 42–49 og 53; B. R. 13–17, 38–41. – F. L. IV. 22 siger udtrykkelig, hvad vistnok har gjældt som almindelig Regel, at der alene skal erlægges én Bod til Kongen for samme Overfald, om end flere Modstandere saares; men derimod fulde Saarbøder til hver enkelt af disse[2].

Saarbøderne var lige for Alle, uden Hensyn til den Fornærmedes personlige Ret, G. L. 215[3]; B. R. 13. Deres størrelse var i Loven bestemt med den yderste Nøjagtighed i Forhold til Stedet paa Legemet, Behandlingens Smertefuldhed, hvorvidt saaret efterlader Lyde, hvorvidt Ben eller Marv kommer ud, o. dl. Saar paa Ryggen bødedes dobbelt mod Saar paa Brystet. Hvis der maatte svides eller skjæres,

  1. „Ecki vápn“ i G. L. 192 er vistnok en Fejlskrift for egg-vápn; jfr. 194: maðr høggr til annars ok hittir á skapt; þá heitir þat sár; svá þó at spjót komi flatt á.
  2. þó at einn maðr særi 2 menn eða fleiri í einu atvígi, þá bœti hann sínum sárbótum hverjum þeirra, ok einum løgbaugi konungi.
  3. Allir eigu sárbœtr jafnar, þegn ok þræll.