beholde alt sit Gods, og det samme bestemte Kap. 33 og 34 samt G. L. 159 om Drab, forøvet af Børn og Kvinder. – Efter M. L. IV. 9 skulde den vanvittige Drabsmand bøde fuld Mandebod; i Tilfælde af Uformuenhed skulde han, naar han fik sin Helbred igjen, fare af Landet. Om Børns og Kvinders Ansvar har den nye Lov ingen udtrykkelig Bestemmelse.
Drab paa anden Mands Træl betragtedes alene som Skade paa Gods (spellvirki) og medførte kun Erstatning, hvortil dog efter Frostatingsloven kom Avindsbod, og efter Gulatingsloven rimeligvis fuld Ret til Herren, men intet til Kongen (G. L. 182; F. L. IV. 56). Alene Kongens Aarmand skulde bødes med 15 Mark, og, hvis Drabet var forøvet, medens han opvartede Kongen, eller naar han søgte Kongens Sager til Tinge, var det Fredløshedssag (G. L. 170 jfr. 198). – At dræbe sin egen Træl medførte intet Ansvar, naar man blot strax lyste Drabet; men i andet Fald blev det Mord. Det samme gjaldt om Drab paa fredløs Mand (G. L. 182; F. L. IV. 1 og V. 20; B. R. 142). Jfr. isl. Grág., Vígsl. 110 (Reg.).
Som Grundsætning synes det at have gjældt, at alle grovere Fornærmelser paa Legeme og Ære var Fredløshedssager. Endnu i Haakon Haakonssøns Rb. 1260 (F. L. Indl. 6) siges det udtrykkelig, at den, som i vred Hu slaar eller saarer sagesløs Mand, kun ved selv at byde lovlige Bøder kan vænte at beholde sin Fred, og det kun én Gang, jfr. G. L. 183 og 189; F. L. IV. 10–12, 22 og 42. Men de sidst anførte Lovsteder viser tillige klart, at det i saa Fald ikke stod i den Fornærmedes Magt at vægre sig ved at modtage lovlige Bøder, selv om Fornærmelsen var af den alvorligste Beskaffenhed, saafremt blot den saarede beholdt Livet eller saaret heledes. Ved de ringere Fornærmelser synes
- ↑ Jfr. Finsen i AnO. 1850 S. 227 fgg.
