Skrog, der havde indstevnt Korsbrødrene i Nidaros for Lagtinget angaaende en Gaard, som disse pusted at have erhvervet ved Testament, tiltalt for Sacrilegium, og af 12 af Erkebiskoppen opnævnte Mænd, 6 Præster og 6 Lægmænd, kjendt skyldig, hvorefter de henskjød Sagen til Erkebiskoppens Orskurd, som paalagde Anders en Bod af 30 Pund engelsk og dermed løste ham af Bannet (Dipl. Norv. III. 661). – Sager mellem Gejstlige indbyrdes saavelsom angaaende rent kirkelige Gjenstande saasom angaaende Gejstlighedens Kaldspligter, samt Sager, som nødvendigvis krævede Kirkens Mellemkomst, navnlig Ægteskabssager, ansaaes vistnok altid for udelukkende at henhøre under gejstlig Domstol. Men formelt blev det Tunsbergske Forlig ikke anerkjendt fra den verdslige Magts Side før ved Chr. I. Fr. 14 Jan. 1458.
De gejstlige Domstole var i første Instans Biskoppen eller dennes Archidiaconus; sednere hans Official; i anden Instans Erkebiskoppen eller dennes Official, og i sidste Instans Paven (d. e. Rota Romana), hvilket imidlertid fra det 12te Aarh. var forandret, saa at Sagerne ikke behøvede at gaa umiddelbart til Rom, men kunde paakjendes ved dertil af Paven særskilt delegerede gejstlige Dommere inden selve Provinsen.
Den kanoniske Rettergang var grundforskjellig fra Processen ved de verdslige Domstole, idet Dommerens Opgave fremfor alt var at undersøge Sagens Sammenhæng og bringe Sandheden for Lyset. Parterne bliver examinerede og egen Tilstaaelse er det fornemste Bevismiddel; dernæst Vidnesbyrd. Mod Ed er Kirken ugunstig fornemmelig Mededen, hvilken den saameget som muligt søger at indskrænke; men heri undgik Kirken, som overalt, ethvert iøjnefaldende Brud med det Bestaaende. – Af almindelige Lovregler haves alene J. K. R. 51, der udtaler den Grundsætning: at den, som sigter og giver Sag, skal føre Bevis for sin Paastand; med mindre den, som nægter, i sin Benægtelse fremfører noget, som han paa sin Side har at bevise, – og Kap. 52, der formaner til Forsigtighed ved Edens Anvendelse – Angaaende Fremgangsmaaden i de borgerlige Tvistemaal, som behandledes ved de gejstlige Domstole, har vi udenfor Kirkerettens almindelige Forskrifter ingen nærmere Meddelelser bevaret; men
