Tjenere; ligesaa blev Abbeden i Lysekloster ved Rb. 14 Juni 1350 (Dipl. Norv. II. 307) tilstaaet Domsret over Klostrets Tjenere. Ved en Overenskomst mellem Kongen og Erkebiskop Paal Baardssøn af 30 Aug. 1337 vedtoges, at alle Kristenretssager skulde paakjendes i Kongsgaarden af Erkebiskoppens Official og Lagmanden, enten hver anden Dag, eller saaledes, at de vexelvis afgav lige mange Orskurd ad Gangen. De Sager, der var saa vigtige, at Officialen og Lagmanden ikke troede at kunne afgjøre dem paa egen Haand, skulde de i Forening med Fehirderen forelægge for Erkebiskoppen, der i deres Overvær skulde afsige Dommen paa begges Vegne. Denne Overenskomst var imidlertid efter sit eget Indhold kun midlertidig, og dens Forskrifter del hos temmelig uklare. – I Sager mellem Verdslige og Gejstlige har det vistnok oftest beroet paa Parternes eget Valg at indstevne Sagen for hvilken Domstol, de vilde; man ser ogsaa, at der i deslige Sager plejede at tages nogle gejstlige Personer med blandt Domsmændene, eller at man har ladet Sagen afgjøre ved Voldgift ved Mænd af begge Stænder. Saaledes blev den bekjendte Proces mellem Biskop Ketil i Stavanger og Halsnø Kloster om Laxefiskeriet ved Faxstad 1306–1322 gjentagende paakjendt ved verdslig Ret; uagtet Biskoppen udtrykkelig protesterede og henskjød sig under gejstlig Domstol (Dipl. Norv. IV. 63, 65, 86, 114, 118, 143, 155 og 156). En Testamentstvist mellem Erkebiskop Paal Baardssøn og Vigleik Aslakssøn paa Lyng blev i 1333 paadømt af Erkebiskoppens Official, og derefter det følgende Aar afgjort ved voldgift af Biskopperne i Hamar, Oslo og Stavanger, Drotseten Ivar Øgmundssøn samt Fehirderen og Lagmanden i Nidaros; men i 1337 stevner Erkebiskoppen atter Vigleik Aslakssøn for Lagmanden, der dømmer ham til at efterkomme hin Kjendelse (Dipl. Norv. III. 167, 179 og 193). I 1442 blev en Sag mellem en Præst og en Lægmand angaaende en Skovejendom „henvist til Granskning og Paadømmelse af 12 Mænd, Halften Klerke og Halften Lægmænd“; men da der blandt de opnævnte Mænd ikke var mere end een Præst, afviste de Sagen og henviste den til Paakjendelse af Officialen og Lagmanden i Oslo (Dipl. Norv. I. 780). Men i 1422 blev en Anders Thormodssøn
