Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/426

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i Sager angaaende Forbrydelser ser man, at den kanoniske Retsforfølgning, udviklet paa den romerske Rets Grundlag med Tilsætning af germaniske Elementer, saaledes som den navnlig havde faaet sin bestemte Skikkelse gjennem Innocentius den 3djes Dekreter, bekræftede paa det 4de lateranske Kirkemøde 1215 (c. 24 X. de accus., 5. 1), almindelig er kommen til Anvendelse[1]. – Efter Regelen skulde en bestemt Anklage. (accusatio) foreligge. Anklageren maatte være en hæderlig i Mand, ikke den Anklagedes Avindsmand, og maatte forbinde sig til at bevise sin Anklage under Ansvar som Kalumniant (jfr. c. 4, 14, C. II. qv. 1; c. 1,10 X. de accus, 5. 1). Hvor ingen Anklager fremstod, skred den gejstlige Øvrighed ex offcio ikke ind, uden hvor Forbrydelsen enten var aabenbar[2] (notoria, c. 15, 16, 21 C. II. qv. 1; c. 9 X. de accus., 5. 1) eller bekræftet af Rygtet[3] (infamia, jfr. c. 6, 15 X. de purg. can., 5. 34; c. 21 § 1 X. de accus., 5. 1; c. 31 X. de simonia, 5. 3). Allerede vore gamle Kristenretter forbyder, som oven omhandlet, stadig ogsaa for de verdslige Domstole at saggive Nogen for Kristendomsbrud, med mindre der gaar Bygderygte derom (G. L. 28, 32; E. K. R. 41, jfr. 12; F. L. II. 29, 46; III. 3; 15, 18), og B. K. R. 17 anordner en Fremgangsmaade ved Paatalen af Kristendomsbrud, som stærkt minder om de frankiske Sendgerichte[4]. Lige med Rygte satte Innocentius III. en bestemt, paalitelig Angivelse for den gejstlige Øvrighed (denuntiatio), hvilken ikke var forbunden med det strenge Ansvar som den egentlige accusatio (c. 16, 19 X. de accus 5.1). – I disse Tilfælde tilstedes det ikke den Sigtede uden videre at frie sig med Ed; men den gejstlige Dommer holder selv foreløbigt Forhør (inqvisito) enten personlig eller ved udsendte Kommissarier eller hyppigst saaledes, at Biskoppen beordrer nogle Geistlige paa Stedet til at afholde Forhør over den Angjældende og derefter at

  1. Se Biener, Geschichte des Inqvisitionsprocesses S. 16–78, Walters Kirchenrecht, § 194; Richters Kirchenrecht § 226.
  2. under Paaberaab af Galaterbrevet V. 19–21.
  3. under Paaberaab af Genesis XVIII. 21.
  4. Jfr. Zorn, Staat u. Kirche, S. 41–50; Hertzberg, Proces 210–16; Krit. Vierteljahrschrift XVIII. S. 67.