om samme Sag, saalænge den ikke er underkjendt ved højere Dom, vinder Erkjendelse.
Betragter man derimod Maaden, hvorpaa selve Retsforhandlingerne og Domstolenes Behandling af Sagerne foregik vil man se, at Rettergangen har antaget et helt forandret Udseende i Løbet af de 4 Aarhundreder, som ligger mellem Magnus Lagabøters og Christian den 5tes Lovgivning. Dette hidrører væsenlig fra Anvendelsen af Skrift saavel ved Sagernes Forhandling som ved deres Paakjendelse, hvilken i Løbet af det 16de Aarhundrede blev almindelig – Den hele Sagsbehandling fra først til sidst maatte derved erholde en større Sikkerhed og tillige en Fuldstændighed og Nøjagtighed i det enkelte, der fuldt ud erstattede den Garanti, man tidligere havde søgt i en streng Formalisme; skjønt den virkede paa en forskjellig Maade og gav Rettergangen et mindre tiltalende Præg. Og den var naturligvis ikke istand til at forebygge at vor Retspleje kom til at lide af hine mørke Tiders almindelige Brøst.
I den ældre Tid var naturligvis den hele Retsforhandling mundtlig. Parterne forklarede sin Sag og fremstillede sine Vidner, hvorpaa Dommen blev mundtlig afsagt, og de Tilstedeværende (heyrendr, dómstaurar) toges til Vidner paa Afgjørelsen. Det hele foregik vistnok som oftest ganske summarisk. – Da Brugen af Skrift var bleven almindeligere kjendt, fandt man det naturligvis ofte af Interesse at erhverve en skriftlig Bevidnelse om den afsagte Dom eller foretagne Rettergangshandling „til sikkert Vidnesbyrd“ for Fremtiden. Dette finder man allerede fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Disse Bevidnelser var oprindelig alene private; de kunde udfærdiges af hvilken som helst skrivekyndig Mand, der havde været tilstede, almindeligvis af Geistlige som paa den Tid næsten udelukkende var indehavere af Skrivekunsten. De manglede saaledes egentlig Autenti; men dels Udstedernes personlige Auktoritet, dels den halv mystiske Tro, som man
