Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/413

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

dengang og tildels endnu fæster ved den skriftlige Form, gjorde, at man ikke lettelig vovede at forkaste dem som gyldige Dokumenter. Var Dommen udfærdiget af Domsmændene selv eller af den kongelige Ombudsmand, som paa Embedsvegne bestyrede Retten, maatte den naturligvis – Bevidnelsens Ægthed forudsat – have fuld Troværdighed; men dette sees først sednere at være blevet almindelig Brug. Selv Lagmands-Orskurd, hvilke man dog nærmest skulde forudsætte umiddelbart at være blevne udfærdigede skriftlig, sees at være afgivne mundtlig, idet man ogsaa om disse finder skriftlige Bevidnelser afgivne bagefter. – Imidlertid maa det allerede i 2den Halvdel af det 13de Aarh. være kommet i Brug ved Lagtingene umiddelbart at udfærdige Dommene skriftlig; Rb. 1280 Art. 8[1] bestemmer, at Lagtingets Segl skal forvares under 3 Laase: Lagmandens, Sysselmandens og Sognepræstens, og alene i Nødstilfælde bruges til andre end de Sager, som afgjøres paa Lagtinget, hvor de Breve, paa hvilke Seglet skal sættes, skal oprettes og strax besegles (jfr. Dipl. Norv. II. 287). Og Rb. 17 Juni 1308 Art. 11 befaler Sysselmanden og Lagmanden paa sine Omrejser i Distrikterne at have med sig en Skriver, der under sit Segl skal udfærdige alle Domme og Orskurd, hvilke derhos Sysselmanden skal indføre i en Protokol.

Ogsaa om afgivne Forklaringer og andre forefaldne Begivenheder har vi ovenfor seet (S. 246), at man jevnlig istandbragte skriftlige Bevidnelser til Brug i Rettergang, samt hvorledes man i den følgende Tid stadig maatte indskjærpe Budet om ikke at dømme efter saadanne Vidnesbyrd, med mindre de var istandbragte paa lovlig Maade. – Man finder ogsaa officielle Undersøgelser og Forklaringer angaaende forefaldne Sager ved de kongelige ombudsmænd skriftlig udfærdigede, og disse tilkom naturligvis fuld Troværdighed. Saadanne var Sysselmændenes Indberetninger om Drabssager

  1. Geymist ok eigi siðr, at insigli løgþingis-manna varðveitist undir þrim lásum, løgmanns, sýslumanns ok sóknar-prest, ok hafist til enskis annars en til þeirra mála, sem skipast á løgþingi, útan nauðsynjar landsins komi til, þær sem skynsamir menn meta, ok at þar sé þat bréf upp lesit, sem þat skal fyrir setjast, ok þar þegar insiglat.