Og nu var der kun et Skridt igjen til at indskrænke denne Adgang til den Betingelse, at Sagsøgeren havde frembragt i det mindste vis Formodning for sin Paastand, hvilket for Danmark skede ved Fr. 31 Marts 1635, gjentagen i Reces 1643, 2–6–20, men for Norge først ved Lovb. 1–14–6. – Partsedens Indskrænkning saavel i kriminelle som civile Sager til det Tilfælde, at der er frembragt grundet Mistanke eller vis Formodning, bør saaledes ikke opfattes som Anvendelse af en ny Regel om Bevisbyrde; begge Dele var uvilkaarlige Følger af Bevisførelsens Inddragen under Rettens Medvirkning; skjønt Resultatet vistnok i Strafsager og i borgerlige Retstrætter er fremkommet ad en forskjellig Vej.
Vi har endvidere seet, hvorledes Syn og Skjøn som retslig Afgjørelse af Sagernes faktiske Side allerede i Magnus Lagabøters Lovgivning havde faaet en udstrakt Anvendelse, og hvorledes Skjønnet antog en dobbelt Skikkelse: dels som selvstændig Retshandling, dels som Led i Bevisførelsen, – men i begge Tilfælde som endelig Afgjørelse af de faktiske Spørgsmaal, der var dets Gjenstand. Dette er den selvsamme Stilling, som Skjønnet endnu har beholdt i Christian d. 5tes Lovbog 1–16, hvor dets selvstændige judicielle Karakter, – modsat hvad der gjaldt i Danmark – er bevaret. At Sorenskriveren, efter dette Embedes Oprettelse, maatte blive Skjønnets Bestyrer, og at dette som enhver anden Retshandling kunde appelleres til Lagmanden, der i saa Fald med sin Lagret anstillede ny Undersøgelse, hvor dertil var Anledning og afgav Overskjøn, var ganske i Overensstemmelse med den almindelige Regel jfr. M. L. VII. 24.
Endelig har vi seet, hvorledes Budet om lovlig Stevning saavel til Doms Erhvervelse som til Bevisligheders Tilvejebringelse indskjærpes; – hvorledes Sagvolderens Udeblivelse ikke længere hindrer Sagens Paakjendelse; – hvorledes Dommene Fuldbyrdelse foregaar gjennem øvrighedens Mellemkomst som en Handling af offentlig Myndighed, – samt hvorledes et regelmæssigt Appelsystem udvikler sig derigjennem, at Dommeren maa svare for sin Dom ved den overordnede Ret, og hvorledes som Følge heraf igjen, Grundsætningen om Dommens Endelighed og afgjørende Kraft i fremtidige Trætter
