I Appel-Tilfælde, hvor den underordnede Dommer altid var berettiget til Erstatning for Kost og Tæring, naar hans Dom blev stadfæstet (Rb. 8 Januar 1357, jfr. Kold. Reces 1558 Art. 8, Kilde til Lovb. 1–6–19), sees der endog stundum at være fordret sikkerhed herfor, inden Dommeren vil indlade sig paa Sagen.
Sammenfatter vi nu under et Overblik, hvad hidtil i det enkelte er forklaret om den Skikkelse, Rettergangsmaaden efterhaanden antog i Tidsrummet efter Magnus Lagabøters Lovgivning, vil man se, at den i Hovedtrækkene ikke bliver meget forskjellig fra den, som findes anordnet i Christian d. 5tes Lovbog. Forskjellige Uregelmæssigheder og mange Misbrug møder os vistnok i de bevarede Domme; men i det store taget er det dog Lovens Regler, som altid fastholdes. Udviklingen foregaar uden Brud, og det forandrede System indtræder efterhaanden af sig selv, uden at hidføres ved gjennemgribende Lovforandringer. Forholdet er i denne Henseende ganske det samme som i det Tidsrum, der ligger forud for Magnus Lagabøters Lovreform: det er de forandrede Samfundsforhold, der selv omdanner Procesreglerne efter sit Behov; Reglerne selv bliver staaende, men antager efterhaanden en ny Skikkelse og Betydning. – En væsenlig Indflydelse paa denne Overgang har vistnok den i Løbet af 16de Aarhundrede mere og mere udbredte Anvendelse af Skriftlighed i Rettergangen udøvet; denne Indflydelse har uden Tvivl været af lignende Art og virket paa lignende Maade, som i det paafølgende Tidsrum en retskyndig Sagførerstands Opkomst virkede til at give den i Christian den 5tes Lov anordnede Procesmaade den Skikkelse, hvori vor Tid anvender den.
Vi har seet, hvorledes allerede i Magnus Lagabøters Lov Tingene er blevne fra Folkeforsamlinger til virkelige Domstole, og deres Beslutninger i Retssager til virkelige Domme; vi har seet, hvorledes Tingenes Virksomhed efterhaanden udstrakte sig over Sagens hele Behandling lige fra dens Anlæg
