Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/408

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

til dens endelige Paadømmelse, – hvorledes Bevisførelsen inddroges som Led i selve Retsforhandlingen, under Rettens Medvirkning og Ledelse, og hvorledes man’ istedetfor at binde sig til Modsætningen mellem vitterligt og ikke-vitterligt, lagde Vægten paa, hvorvidt Faktum var bevisligt, eller ikke; saa at det, som før var bestemmende for selve Behandlingsmaaden, nu alene fik Indflydelse paa Sagens endelige Udfald. Saaledes forsvinder efterhaanden Modsætningen mellem de forskjellige Rettergangsarter, og Procesmaaden bliver den samme i alle Sager, alene med de Forskjelligheder, som Tvistens Gjenstand selv medfører. – Paa samme Tid har vi seet, hvorledes Bevismidlernes Anvendelse, idet den kommer ind under Domstolene eget Omraade, bliver friere, og hvorledes det direkte Bevis for Paastanden, Vidnebeviset, faar større og større Anvendelse, og bliver tilgjængeligt paa ethvert af Sagens Trin. Dette medfører igjen en tilsvarende Indskrænkning i Nægtelsesedens Anvendelse, medens Garantierne ved Mededen forstærkes, og tilsidst ophører den ubetingede Ret og Pligt til at lade Sagen afgjøre paa denne Maade, idet Edens Anvendelse bliver afhængig af, hvorvidt Dommeren finder Sagen i det givne Tilfælde egnet til saadan Afgjørelse. Denne Udvikling finder tilsidst sit Udtryk i den Regel: at Sagsøgeren har Bevisbyrden, og at Sagvolderen intet behøver at foretage lige over for den blotte Sigtelse.

Dommerens selvstændige Deltagelse i Retsforhandlingerne maa nødvendigvis for nogen Del svække den strenge Formalisme. Vel var fremdeles Sagen overladt til Parternes egen Forhandling; men ved Siden deraf gik Domstolenes Søgen efter det rette Resultat. Retten stillede sig vistnok ikke ligefrem i Parternes Sted og overtog omsorgen for Sagens alsidige Oplysning; Graden af Dommerens Indgriben maatte altid blive afhængig af Sagens Beskaffenhed: dens Betydelighed, om den berørte de kongelige Interesser, angik Forbrydelser o. dl., saavelsom af om Dommeren blev opmærksom paa de Punkter, hvor nærmere Undersøgelse tiltrængtes, og om denne uden megen Vanskelighed kunde finde Sted. Men i ethvert Fald turde ingen formel Hindring stille sig ivejen for Sandheden.