heraf fremhæver dog Loven Samfundets Sikkerhed mod Ildgjærningsmænd som Straffens nærmeste Hensigt (se M. L. IV. 3, 4: „ef konungr eða hans umbodsmaðr láta refsa til lanðhreinsanar ok friðar“).
Endelig maa det mærkes, at den nye Lov i ethvert Tilfælde gjør Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred afhængig af, at han erholder kongelig Landsvist, i hvis Mangel Livets Tab og Formuekonfiskation lige saa vel rammer ham som Morderen; medens det efter de ældre Love var tilstrækkeligt, at han forligte sig med den Dræbtes Frænder og erholdt Tryghedstilsagn af dem (M. L. IV. 1 jfr. 2 og 16). – Ligeledes er den undvegne Ubødemands Adgang til at gjenerholde sin Fred ved at bringe sandt Hærsagn efter den nye Lov afhængig af kongelig Landsvist; medens han efter de ældre Love lik sin Fred tilbage uden videre (M. L. III. 6). Derhos er det neppe tvivlsomt, at Kongen nu har anseet sig berettiget til ogsaa i Ubødesager under særegne Omstændigheder at gjengive den skyldige Freden, saa at den tidligere skarpe Forskjel mellem Ubødemaal og Utlegdarmaal efterhaanden udslettedes, og de forskjellige Fredløshedstilfælde alene adskillede sig ved den lettere eller vanskeligere Udsigt til at opnaa Benaadning.
Uagtet saaledes det gamle Straffesystem med Fredløshed og Bod i Navnet er bibeholdt i det væsenligste uforandret i Magnus Lagabøters Lovgivning, saa er dog i Virkeligheden Strafferetten i denne saa forandret og har i den Grad tilegnet sig de nyere Grundsætninger, at Overensstemmelsen med den ældre egentlig alene er tilstede i Navnet. Dette har netop sin Grund deri, at Apparatet for en virkelig Strafferet selv
er innvísat, en hinar skilgetnu systr em bróttreknar, sem áðr váru taldar; því at illa man sá dómr virðast fyrir góðum mønnum, en allra verst fyrir guði. Er æ því betr, er þetta kapitulum er optarr lesit þar, sem um stór mál er at dœma. – Minnist menn ok á einkanliga at fá þeim mønnum prest, sem til bana eða lima láts eru dæmdir, ok gefi til þess góða stund ok tóm, áðr en hánum verði refst; því at ill verk skal hata, en elska manninn at náttúruligu eðli, en sálina allra hellst sem jafnkristinn sér. – Jfr. Munchs Hist. IV 1. S. 523.
