under Privathævnens Herredømme var tilstede, men kun tildækket af denne, saa at, hvad der kom an paa, egentlig alene var en forandret Opfatning af det, som skede, og dettes Betydning Det Punkt, hvori Sporene af Straffens oprindelige Væsen endnu bevaredes og holdt sig længst, er Straffeondets egen Art, idet Frihedestraffe manglede; men dette blev af ganske andre Grunde, nemlig af Hensyn til de fiskale Interesser, først i en meget sednere Tid forandret gjennem Benyttelse af Forbrydernes Arbejdskraft. I den virkelige Brug havde man allerede mod Slutningen af det 13de Aarhundrede: Livs- og Legemsstraffe, Landsforvisning, Formuekonfiskation og Bøder.
Livs- og Legemsstraffe opfattes i den nye Lov som selvstændige Strafonder og ikke som blot naturlige Følger af Fred- og Retløsheden. Livsstraf modsættes udtrykkelig Fredløshed i M. L. IX. 1, jfr. IV. 11[1]. Den fuldbyrdedes altid ved Halshugning, jfr. G. L. 259; F. L. IV. 10 se og Jomsvikinga S. Kap. 47. I Borgretten foreskrives Hængning for Tyveri. Hexer skulde man efter den ældre Gulatingslov føre ud paa Søen, knække Ryggen paa dem og drukne dem, Sv. K. R. 98. N. gl. L. II. S. 495, se og J. K. R. 65.
Legemsstraffe anvendtes efter de ældre Love kun i enkelte Tilfælde paa Frie, nemlig for smaat Tyveri, Gadeløb (G. L. 253, F. L. XIV. 2, B. R. 168), og efter Kristenretten for Omgjængelse mod Naturen, Gilding (G. L. 30, F. L. Indl. 11). Derimod havde disse sin regelmæssige Anvendelse paa Trælle, hvor de imidlertid nærmest er at betragte som Tugtelser, ikke som egentlige Straffe. Saaledes for at spise Kjød i Fasten (G. L. 20), for at udsætte sit Barn (G. L. 22, F. L. II. 2), for Helligbrøde (G. L. 16, F. L. II. 28), for at løbe bort (F. L. X. 40). Selv for Kongens Aarmand, der i
- ↑ Det siges her, at, hvor Viglysningen og den Dræbtes sigtelse samtidig fremkommer paa første Ting, skal den sidste staa for fulde fremfor den første, dog saa, at Gjerningsmanden ikke bliver Morder men alene fredløs. Fredløsheden er i dette Tilfælde aabenbart strengere end i de Drabssager, hvor Viglysningen stod forfulde, og hvor Drabsmanden havde Adgang til at slippe med Bøder, – men paa den anden Side mildere end i Mordtilfælde, hvor den medførte Livsstraf. Jfr. F. L. IV. 7 og G. L. 240.
