som taber (ved den endelige Afgjørelse), skal holde alt det, som Lagmanden har fastsat dem imellem, og betale Modparten dobbelt Erstatning for de Omkostninger, som han har haft, siden Lagmanden første Gang skiftede Ret mellem dem“. Hermed synes der at være sigtet til, hvad der siges i det følgende Kap. 12, at „naar Nogen ikke kan erholde sin Ret hjemme i Bygden eller hos Lagmanden, skal han stevne sin Modpart til Lagtinget, og, hvis han da beviser, at han har lovlig stemt sin Modpart, og dernæst at Sagen forholder sig saa, som han forklarer, da skal Tingmændene med fuld Retsvirkning paadømme Sagen, om ogsaa den Indstevnte udebliver“. Heri udtales Regelen om virkningen af Sagvolderens Udeblivelse for det Tilfælde, at en Sag fra Bygdetinget eller Lagmanden indankes for Lagtinget; men deraf synes igjen at fremgaa, at den almindelige Regel har været en anden, og at Sagvolderens Udeblivelse fra Domstolene i første Instans hindrer Sagens Paadømmelse. Udeblivelsen er derfor bleven betragtet som en Retsfornægtelse, og paa dette Fundament kunde Sagsøgeren indstevne Sagen for Lagtinget, hvor den da, hvis sagvolderen fremdeles udeblev, er bleven betragtet som vitterlig, og Dom og umiddelbar Atfør har fundet Sted – I Virkeligheden bliver dette aldeles overensstemmende med de ældre Loves Regel, naar det tages i Betragtning, at det egentlig er istedetfor Skilledommen, at Indstevningen for Lagmanden er traadt. At Regelen maatte blive den samme om Udeblivelse fra Bygdetinget som fra Lagmanden, var en Selvfølge. – Paa denne Maade bliver det ogsaa forklarligt, at den nye Lov intetsteds udtrykkelig behandler virkningen af Parternes Udeblivelse; ti den tidligere formelle Adskillelse mellem Tabet af Retten til Modbevis og Tab af Sagen selv lod sig med den forandrede Stilling, som Domstolene nu indtog til hele Retsforhandlingen, idet Sagernes retlige og faktiske Side afgjordes samlet, ikke længer opretholde; men Udeblivelsen maatte altid medføre, at hele Søgsmaalet forspildtes. – Det viser sig ogsaa at være blevet en ikke sjælden Misbrug, at mægtige Mænd ikke vilde møde i Retten, naar de blev stevnte af ringere, saa at disse ikke kunde komme til sin Ret, og at Sysselmændene og deres Fogder
