Domsmænd i dette Tilfælde at have paakjendt Sagen alene, og den Udeblevne at have tabt sine Indsigelser. Dette er vel kun udtrykkelig sagt om Løsningssager i Kap. 269; men synes at fremgaa af den almindelige Regel i Kap. 37: at den, som forsætlig spilder Dommen for sin Modpart, har tabt sin Sag, jfr. Kap. 267. – Om Sagvolderens Udeblivelse fra Tinget tales ikke i de ældste Love; men da Tingets Opgave ikke var at undersøge Sammenhængen’ men alene at bevirke Pligten efterkommet, kan Udeblive1sen her ikke have medført nogen særskilt Virkning, da i private Retstrætter Atfer i ethvert Fald umiddelbart indtræder, naar ikke Betaling finder Sted; iStrafsager og andre, der lige fra Hjemstevnet gik til Tinget, havde Udeblive1sen til Følge, at ingen Ed blev fæstet, og den har derfor vistnok som oftest været betragtet som Erkjendelse; skjønt dette kun i Drabs– og Tyvssager udtrykkelig er sagt.
Den nyere Landslov sætter i I. 11[1] en Bod af en Mark Sølv til Kongen saavel for Sagsøgerens som for Sagvolderens Udeblivelse fra Lagmanden (jfr. F. L. Indl. 16), men taler intet om, hvilken Virkning iøvrigt Udeblivelsen havde med Hensyn til Sagens Paakjendelse. Meningen synes imidlertid at være, at intet Orskurd kunde afgives, med mindre begge Parter mødte; men at der i Udeblivelsestilfælde alene afsagdes en foreløbig Kjendelse efter den mødende Parts Fremstilling; uden at dog derefter kunde holdes Atfarar-Ting, eller den Tabende paadrog sig Boden efter Kap. 10 ved ikke at efterkomme den. I den følgende, temmelig dunkle Del af Kap. 11 (der ikke er optaget i Chr. IV. L.), siges der, „at den,
- ↑ Nú þar sem sá stefnir manni, er løgligt mál hefir á hendr hánum, til løgmanns með réttri laga-stefnu, þá sekist sá, er stefnt var, ef hann kemr eigi forfallalaust, mørk silfrs við konung. En ef stefndr kemr en stefnandi eigi, þá sekist hann slíku sem hinn, er stefnt var, nema løgligar nauðsynjar hafi hánum bannat, ella umboðsmaðr hans komi, eða sé þar fyrir í rétta laga-stefnu. Nú sá sem fellst at máli, þá haldi alt þat, sem løgmaðr hefir skilt þeirra millum, ok gjaldi kostnað sinn hálfu aukinn þeim, sem mál sagðist, allan þann, sem hann hafði fyrir þessu máli, siðan løgmaðr skilaði fyrsta sinni millum þeirra.
