dighed. – Efter F. L. IX. 29 og M. L. V. 18 præskriberedes Arvesøgsmaalet først 10 Aar efter Arvingens Myndighed eller Tilbagekomst til Landet. – Ligesaa forbrød Arvingen ifølge G. L. 120 og M. L. V. 16 sin Ret, naar han søgte Arven i et andet Fylke end der, hvor den var falden d. e. hvor den Afdøde havde haft sit Hjem, eller den faste Ejendom var beliggende.
Paa samme Maade som Arvesager forfulgtes ogsaa den myndigblevne Arvings Søgsmaal mod sin Værge, altsaa som vitterlig Sag, G. L. 119; F. L. IX. 22, 23, 26 og 27. Havde Værgen modtaget Arvegodset uden foregaaende Vurdering, havde Myndlingen Ret til at ansætte Beløbet ved sin egen Ed.
Paternitetssager behandledes efter G. L. 57[1] og F. L. II. 1, jfr. B. K. R. (II) 14 som ikke-vitterlige Sager, og Søgsmaalet omfattede saavel Overtagelsen af Barnets Forsørgelse som Bøder for Lejermaalet. Den af Moderen udlagte Barnefader var pligtig til, for saa vidt han ikke erkjendte Barnet for sit, strax ved Hjemstevnet uden mellemkommende Skilledom, at fæste Nægtelsesed. Skjønt saavel G. L. 57 som F. L. II. 1 bruger Udtrykket: at „den skal være Barnets Fader, som Moderen siger“, og G. L. 57 kalder Paastanden „kraf“, kan det dog ikke erfares, at Moderens Udlæggelse har haft nogen stærkere Beviskraft.
Ved Tvist angaaende Forsørgelsespligt for Umyndige eller Trængende anviser G. L. 130 og M. L. V. 22 den, der paastod Fritagelse, en tredobbelt Vej: Enten kunde han midlertidig overtage Forsørgelsen, og derefter sagsøge den formentlig nærmere Forpligtede (gjennem Kvada og Skilledom), – eller strax vise den Trængende tilbage (á hæl), i hvilket Tilfælde denne skulde vende tiltage til den, hos hvem
- ↑ G. L. 57: þá skal hánum heim stefna til krøfu. … En hon segja faðerni á hendr hánum. Þann mann skal hon þá krefja réttar síns, er hon sagði søgu á hønd, ok viðtøku úmaga; því at engi skal barn bera á gøtur út at bjóda þar manni. Nú er vel, ef hann kveðr já við, – – – en ef hann kveðr nei við, ok kveðst ekki í eiga, ok vill hvárki feste rétt né við barni taka, þá skal þar niðr leggja; því at nei hans er ekki, nema hann bjóði lýrittar-eið ok festi þar þegar; þá skal sœkjandi hafa barn brott med sér.
