Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/342

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

noget yderligere Ansvar for Arvens Besidder, forsaavidt ikke Lovfæstelse havde fundet Sted. At imidlertid Loven ogsaa her lader Formodningen være paa Arvesøgerens Side, viser sig deri, at Skilledommen ikke behøvede at gjentages, hvis han var indenlands fød; idet Mændenes Kjendelse ved den første Dom, – ved hvilken det da maa antages, at Besidderen strax har maattet fremstille sine Modvidner, – blev endelig. Var derimod Arvesøgeren udenlands fød, havde Arvens Besidder Ret til at prøve alle 3 Domme[1]. Men dette sidste bortfaldt ved Haakon Haakonssøns Rb. 1244, F. L. Indl. 15 og 16, og er i Overensstemmelse hermed udeladt i Hkb. 74. Hvor fast Gods faldt i Arv, foreskriver F. L. IX. 30, jfr. VIII. 16 og 17. at Arvesøgeren skal lovfæste og lægge Femterstevne[2], hvilket dog ikke behøvede at gjentages. – Arvesøgsmaal præskriberedes efter G. L. 122, hvis Arvingen ikke indfandt sig ved Stevnet den 7de eller 30te Dag efter Dødsfaldet; medmindre haa var fraværende, i hvilket Tilfælde han skulde have søgt Arven inden 12 Maaneder efter sin Tilbagekomst til Fylket, – eller umyndig, i hvilket Tilfælde han skalde have sagt den inden 5 Aar efter opnaaet Myn-

  1. ↑ F. L. IX 7: Ef maðr kallar til føðurarfs síns, ok hina játar því, at hann er þess sonr, er hann segir, ok af frjálsum kviði ok til arfs kominn, ok er hann innanlands getinn, þá má hann ganga til føðurarfs síns, en sá fari hinn á frá, er kallaði hann eigi arfa vera, med váttum ok með vitum. En ef hinn dular, at hann sé þess manns sonr, er haan segir, eða af frjálsum kviði kominn, þá skal hann kveðja fjárhaldsmann, ok eigi dóm einn til, ok njóti vátta sinna, at hann er þess manns sonr; er hann segir. En ef hann er útanlands getinn, þá skal hann kveðja føðurarfs síns, eða þess arfs, er hann kallar til, ok njóti vátta ok vitna sinna, at hann sé til arfs gerr, ok eiga dóma alla, nema hinn láti fyrr af. – Kap. 30: Ef maðr á jørð at sœkja, þá jørð er hann skyldi tekit hafa at arfi, þá skal hann með laga-kefli sœkja, ok hafa hat vitni á femtar-stefnu, at sá maðr átti jørð þá, er hann var arftaki at, ok hann gaf eigi, né sølum seldi, ok eigi galt hann øðrum mønnum at løgum. Svá skal hann sœkja jørð þá 10 vetr frá því er hann er fulltíða. Svá skal ok sœkja með laga-kefli, ef lóð eða bú berr í arf; en með útbeiðslu lausa aura alla, svá sem fyrr er skilt.
  2. ↑ Jfr. Hertzberg, Proces S. 33–35 og 53–4; Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 54 og 60.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Brandt_-_Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie_2.djvu/342&oldid=185559»