han havde haft Tilhold sidste Nat, hvilken var pligtig midlertidig at tage sig af ham og siden søge sin Regres hos den rette Forpligtede – eller endelig gaa umiddelbart til Tinget, i hvilket Fald Tingmændene havde at afgjøre, hvem Forsørgelsespligten rettelig paahvilede. – Men Ansvaret, ifald den Trængende omkom af Mangel eller gik husemellem og tiggede (G. L. 70), paalaa i ethvert Tilfælde den, der urettelig havde vægret sig ved at overtage hans Forsørgelse. – Ligeledes kunde den, der urettelig havde vægret sig ved at overtage pligtigt Værgemaal, søges til Erstatning for det Tab, Myndlingen derved kom til at lide, jfr. F. L. IX. 24, 25 og 28.
Ogsaa hvor Sagen angik en Lovovertrædelse, hvilede Rettergangen paa den samme Grundsætning: at Rettens Mellemkomst alene tilsigter at bringe Gjerningens Retsfølge (Fredløshed eller Bod) i Udøvelse, efter at Faktum er blevet vitterligt. Men dels den Omstændighed, at Søgsmaalets Gjenstand her var noget, hvis frivillige Efterkommelse ikke lettelig kunde væntes, og i Regelen ikke engang var tilladt, dels den Omstændighed, at Strafskyld forudsætter en Flerhed af Momenter, hvis Bedømmelse kræver Samfundets umiddelbare Medvirkning, – medførte, at det formelige Paakrav her maatte bortfalde, og de private Skilledomme blive uanvendelige; hvorimod Sagen, hvis det overhovedet kom til Sag, umiddelbart forelagdes Tinget, hvor da enten, hvis Sagen var fuldt oplyst, Dommen blev afsagt og strax bragt i Udøvelse, eller, i modsat Fald, den sigtede fæstede den lovbestemte Ed.
Kun ved saadanne Lovovertrædelser, som havde en fuldkommen privat Karakter, og ikke indesluttede noget Brud paa Samfundets Fred, kom den almindelige Omgangsmaade i borgerlige Retstrætter angaaende Penge og Gods til Anvendelse, uagtet Gjerningen medførte Bøder. Vi har ovenfor seet, at Aaværkssager blev behandlede efter Reglerne for Gjældssager med Hjemstevne, hvorefter Boden, eftersom Gjerningen var vitterlig eller ikke, enten umiddelbart inddreves,
