støttede til bevisligt Bygderygte, jfr. B. R. 34, 35. 92, 93, 94 og 152; særskilt nævnes Sigtelse for Landsforræderi, Utugt, uægte Fødsel (naar den ikke fremkommer under Arve- eller Odelssøgsmaal), Troldom og Tyveri (naar ikke Anklageren selv er bestjaalen). Den Sigtede havde imidlertid, trods det beviste Rygte, Adgang til at frie sig med den foreskrevne Ed, og Anklageren maatte i saa Tilfælde, hvis han ikke selv var lovlig paataleberettiget i Sagen, bøde fuld Ret til den Sigtede; men for Fredløsheden, som oprindelig var Følgen af falske Beskyldninger, eller den istedet derfor sednere traadte Bod til Kongen (B. R. 36), var Anklageren, naar han havde bevist Rygtets Tilværelse, i ethvert Fald fri. – M. L. IV. 23 og 25, B. L. ibid., gjentager Frostatingslovens Bestemmelser om, at Ingen maa fremføre ærekrænkende Beskyldninger mod Nogen, med mindre han har heimskviðar-vitni, og at han selv i dette Tilfælde skal bøde fuld Ret til den Sigtede, hvis denne fralægger sig sigtelsen, med mindre han var lovlig paataleberettiget i Sagen; hvorimod Firemarksboden til Kongen bortfalder, jfr. Artt. 1557. 11. Og M. L. IV. 21, B. L. 22, gjør den kongelige Ombudsmands Adgang til at paatale Legemsfornærmelser mod Nogen, som ikke selv vil klage, afhængig, foruden af at Skaden er af en vis Betydenhed, ogsaa af at heimskviðar-vitni haves. – At den Sigtede overalt, hvor Anklageren havde heimskviðar-vitni, ved sin Fralæggelse maatte benytte Nævndervidne, er sandsynligt; skjønt det kun udtrykkelig er sagt i B. R. 110[1] om Sigtelse for Kjøb af ranet Gods.
Under det inkvisitoriske Princips stigende Udvikling, og den friere stilling, som de kongelige Befalingsmænd i den følgende Tid kom til at indtage ved Sagernes Paatale, gik det hele system med heimskvið efterhaanden af Brug. Vanrygte blev naturligvis altid en bestemmende Grund til Paatale, men ikke nogen Betingelse for Adgang dertil, og istedetfor
- ↑ Ef maðr kennir manni þat, at hann hafi keypt grip þann, er með ráni var af hánum tekinn, þá syni með settar-eiði ok nefndar-vitni, ef hinn hefir heimskviðar-vitni til; en ef heimskviðar-vitni er eigi til, þá sé settar-eiðr ok fanga-vitni.
