Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/298

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

den sigtedes Ret til at afvise Beskyldningen med sin Ed, traadte hans Pligt til, selv om Bevis imod ham ikke var tilvejebragt, naar Dommeren fandt, at en grundet Mistanke hvilede paa ham, som Vilkaar for Frifindelse at rense sig for den med Ed[1]. Jfr. Dipl. Norv. IV. 975 (af 1472), hvor en Mand fralægger sig den nøgne Sigtelse med Settered, hvorpaa Anklageren idømmes Straf; Dipl. Norv. IV. 1066 (af 1514), hvor en Mand til Tinge med 5 Vidner fralægger sig Rygtet om at have begaaet et Drab, samt Bergens Lagtingsdom af 2 Marts 1594 (N. Samll. I. S. 242), hvor en Kvinde blev tilfunden ved Tylftered at fralægge sig en Beskyldning for Troldom, der udelukkende var bygget paa Rygtet. – I Christian d. 4des Lov er selve Navnet Heimskvid forsvundet, og i de oven citerede Kildesteder gjengivet med „skjellige Vidner“, „lovligt Bevis“ – altsaa henført til Sigtelsens Realitet, jfr. Chr. IV. L. III. 21 og Chr. III. Kold. Rec. 1558 Art 20 (Reces 1537. 6), der forbyder at tilfinde Nogen Benægtelsesed „for Mummesag“.

I rent borgerlige Retstrætter kunde Indicier ikke spille nogen stor Rolle, da Nægtelseseden fra Sagvolderens Side efter Regelen indtraadte overalt, hvor ikke Sagsøgeren havde fuldt Vidnebevis. Mærkes maa dog B. R. 169, der lader den Omstændighed, at Befragteren har erlagt Fæstepenge eller bragt sit Tjæld eller sin Føring ombord, i Forbindelse med eet Vidne gjælde som fuldt Bevis for Betragtningen. – At Sagvolderens Vrangvillighed under Sagen i visse Tilfælde kan betragtes som Forsømmelse og bevirke hans Fældelse, er en anden Sag.

Endelig maa mærkes, at, uagtet Loven selv anviser Tortur som et lovligt Middel ved Trælles Afhørelse, se G. L. 262; F. L. X. 40, tilføjer dog det først nævnte Lovsted udtrykkelig, at den Tilstaaelse, som Trællen afgiver under pinligt Forhør, ikke skal komme i Betragtning, med mindre han bestyrker den med andre sande Jærtegn.

Om Modbevis i egentlig Forstand kunde der i den ældste Rettergang ikke vel være Tale, da Beviset fra Sagsøgerens

  1. Se Biener, Geschichte des Inqvisitionsprocesses S. 27–28.